Fra modvind til medvind i mødelokalet

Du får større succes i dine møder, hvis du forstår spillereglerne i mødelokalet.

Du har sikkert selv prøvet det. Du har alle dine argumenter på plads, og alligevel taber du slaget i mødelokalet. Du bliver måske ligefrem kørt over. Udfaldet af beslutningsprocessen strider mod al logik, for det er bare ikke altid det bedste argument, der vinder. Det kan der være flere grunde til. 

Forskellige faktorer har indflydelse på, hvad vi ender med at beslutte. Nogle gange handler det om dynamikken mellem de personer, der deltager i mødet. Og om hvilken rolle de har i teamet og om deres emotionelle tilstand og personlighedstype. Stærke it-faglige profiler taber eksempelvis tit til profiler, der er mere politisk orienterede. Måske fordi vi it-folk ikke altid forstår dynamikkerne i mødelokalet. 

Ifølge Ursula Krogsbøll, direktør for Digital strategi og innovation hos Miracle A/S, opstår der let modvind i mødelokalet, hvis du ikke forstår spillepladen. Hvis du skal have dine mødedeltageres opbakning, så I sammen kan lave nogle gode resultater, kræver det bl.a., at du får alle til at være den bedste udgave af sig selv. Og det er vi, når vi er trygge og er en del af løsningen.  

Ursula Krogsbøll giver os her en introduktion til to grundlæggende spilleregler i mødelokalet.

1. Der må aldrig være en taber i mødelokalet. 

Det er vigtigt, at alle føler sig godt tilpas og er trygge under mødet. Fokus skal flyttes fra dine egne rationelle argumenter til at skabe en indre ro hos dine mødedeltagere. Det er faktisk det, der er hele humlen: Der må ikke være en taber, eller nogen, der føler, at de er tabere. 

Hvis du ved et uheld får skabt en taber i mødelokalet, er der en sandsynlighed for, at vedkommende bliver din modstander. Det kan være, at I mødes nogle måneder senere, hvor du virkelig har brug for opbakning, men hvor du pludselig møder modstand. 

Hvis du oplever, at du har svært ved at få ført noget i gennem i mødelokalet, så er det måske, fordi du ikke har været omhyggelig med at sikre, at der ikke var nogle ”tabere” i løbet af tidligere møder. Derfor er første del af den bevidsthed, du skal have omkring mødekultur: Der må aldrig være en taber!

2. Lær at genkende de følelser, der ligger bag dine mødedeltageres adfærd.

Det er vigtigt at forstå og anerkende, at alle mødedeltagere i mødelokalet er i en emotionel tilstand. Lidt firkantet kan vi dele det op i fire emotionelle tilstande:

  • Forsvarsposition 
  • Bekræftelsessøgende
  • Drevet af principper
  • Gevinstfokuseret
Vi er alle sammen altid mere eller mindre i en eller flere af de fire emotionelle tilstande. Fokusér derfor på den enkeltes sindsstemning. Herefter vil din indre musikalitet fortælle dig, hvordan du skal agere og kommunikere. Du vil opdage, at det kommer helt af sig selv, når du fjerner fokus fra rationelle argumenter til mennesker.  

Forsvarsposition: 

Vi mennesker er tilbøjelige til at gå i forsvarsposition, når nogen vil lave om på en beslutning, vi selv har været med til at træffe. Vi oplever det som en kritik af vores arbejde. 

Du kan undgå, at dine mødedeltagere går i forsvarsposition, hvis du aktivt formulerer, at den nye beslutning er et udtryk for, at der er kommet nye muligheder, og at den oprindelige beslutning har tjent jer godt, men der skal ske noget nyt. Understreg at der intet er galt i den forrige beslutning. Den matchede de muligheder, der var dengang, beslutningen blev truffet. 

Bekræftelsessøgende:  

De fleste af os har et naturligt behov for at vide, at vi er en del af flokken. Vi er bekræftelsessøgende. 

Mødedeltagerne slipper for at føle ubehag og usikkerhed, hvis du under mødet aktivt tilkendegiver, at de er en vigtig del af den kommende løsning, at det er godt, at de er med på holdet, og at erfaringerne fra sidst er en del af grundlaget for at gennemføre den foreliggende forandring. 

Drevet af principper: 

Principdrevne mennesker skal håndteres varsomt. Først og fremmest skal du undgå rationelle argumenter. Det fastlåser situationen. Fordi principper kan være en beskyttelsesmekanisme, vi bruger for at slippe for at indrømme overfor os selv, at vi har taget fejl. Og det er super irriterende, når nogen skyder gode, rationelle argumenter efter os og dermed vader i fejltagelsen.

De principdrevne håndterer du bedst ved ikke at gå ind i diskussioner men i stedet udtrykke anerkendelse af principperne og derefter lade dem ligge. 

Gevinstfokuseret: 

Når der er skabt tryghed i mødelokalet, er du godt på vej til at komme i mål. Når vi er trygge, bliver vi mennesker gevinstfokuserede og ser muligheder. Muligheder for at vise, hvad vi duer til. Når vi har det sådan, siger vi ja til nye løsningsforslag. 

Vi kan selvfølgelig ikke love dig, at du fremover vil vinde alle slag i mødelokalet. Men det hjælper på succesraten at forstå spillepladen.  

 Ursula Krogsbøll 

Ursula Krogsbøll har en Master i IT-ledelse og strategi fra IT-universitetet i København. Til daglig leder hun afdelingen for Digital strategi og innovation hos Miracle A/S og har masser af praktisk erfaring med innovationsprojekter, organisationer og implementering. Derudover underviser hun på Dansk IT’s kursus Organisationspsykologi for tech people. Ursula har desuden medvirket i episode 41 i Dansk IT's podcast Tech og strategi i øjenhøjde: #41: Forstå de menneskelige faktorer og styrk innovationen og samarbejdet

På kurset Organisationspsykologi for tech people bliver deltagerne introduceret til begreber og fænomener, det er nyttige at kende og være opmærksom på, når man arbejder med digitalisering i store organisationer. Deltagerne får en generel viden om adfærdspsykologi og mennesker i samspil med organisationer. Denne viden vil sætte deltagerne i stand til at reagere hensigtsmæssigt på vanskelige situationer og f.eks. forbedre beslutningsprocesser og samspilssituationer i mødelokalet. 


Organisationspsykologi for tech people

Organisationspsykologi for tech people

Bliv bedre til at forstå dine omgivelser, dig selv og din rolle i samspillet med omgivelserne. På kurset bliver du bl.a. introduceret til begreber, der er gode at kende, når man arbejder med digitalisering i store organisationer.
Organisationspsykologi

Forstå den menneskelige faktor og få succes med jeres projekter

Når vi arbejder med it og digitalisering, kan vi ikke nøjes med at have fokus på teknik og processer. Den menneskelige faktor er mindst lige så vigtig: Det er den, der gør, at vi får ting til at lykkes og kommer helt i mål med vores projekter. Derfor er vi nødt til at interessere os for den bredt i organisationen.
Et slag for diversitet i projektteams

Et slag for diversitet i projektteams

Diversitet skaber dynamik i et projektteam og bidrager til risikominimering, fordi vi får flere vinkler og nuancer. Men hvad handler diversitet egentlig om? Og hvornår ved vi, om der er diversitet nok i teamet?