Henter inspiration til faglig netværk på stor Aarhus konference – 3 hurtige til Cecile Christensen
Automatisering, machine learning, innovation, co-creation, agil projektudvikling og service design er blot nogle af de mange emner, som netværket Offentlig Digitalisering Øst fik inspiration til at arbejde videre med efter konferencen Offentlig digitalisering 2017.
Den 22. og 23. marts var DANSK IT vært ved årets største konference om offentlig digitalisering, hvor 1.500 repræsentanter fra stat, kommuner, regioner og erhvervslivet var samlet i Musikhuset Aarhus. Blandt dem var Cecile Christensen, chef for digitalisering og innovation i Københavns Kommune.
Som medlem af konferencens programkomité var Cecile Christensen en selvskrevet deltager, men som nytiltrådt facilitator for netværket Offentlig Digitalisering Øst var hun i år også på udkig efter inspiration til netværkets kommende møder.
Hvad inspirerede dig på Offdig 2017?
Jeg synes, at det er en fantastisk konference. Og det er jo et arrangement, der ikke bare fungerer som et netværk på dagen, men også et netværk over årene. Man kan bruge konferencen som et fast holdepunkt, hvor man kan holde sig opdateret på, hvad ens samarbejdspartnere har fokus på.
Det er et godt sted for at blive bekræftet i vigtigheden af ens arbejde og få en temperaturmåling på, hvor langt de andre er i deres proces. Og så er det fedt, at man samtidigt kan få ny inspiration og spændende ting udefra og høre om der er noget nyt, man skal have fokus på fremadrettet.
Jeg synes, det var super spændende med de nye emner på konferencen. Der var både noget om machine learning, blockchain technologi, metoder til og implementering af store projekter samt inspiration til hvordan man arbejder agilt og bruger leverandørerne på en mere agil måde end man traditionelt har gjort.
Hvilke emner vil netværket sætte fokus på fremadrettet?
Netværket vil have fokus på den enormt spændende udvikling på digitaliseringsområdet. Der sker simpelthen så mange ting, som er interessante at tage fat på:
- Automatisering og machine learning. I Københavns kommune har vi gennemført nogle konkrete pilotprojekter, og dem vil vi bl.a. gennemgå på mødet. Vi har gjort os en masse interessante erfaringer som vi vil dele ud af, og så vil vi drøfte tværgående erfaringer på dette område og udfordringerne ved arbejdet med automatisering og machine learning
- Innovation. Hvordan kan man arbejde med implementering af innovative idéer i store (tunge) organisationer, når man samtidig skal sikre fremdriften af de eksisterende projekter og den daglige drift
- Agil porteføljestyring, agil projektudvikling, co-creation mv. Vi vil drøfte mulighederne for at arbejde med service design og inddragelse af brugerne og markedet, når vi udvikler nye løsninger
- Vi vil invitere spændende oplægsholdere på besøg, men vi vil selvfølgelig også stille skarpt på netværkets egne deltagere og de problemer, som vi selv har i hverdagen
Hvilket udbytte får man som medlem af netværket Offentlig Digitalisering Øst?
Det jo vores lille lokale platform for at kunne udvikle ideer og sparre på tværs. Her kan man både blive bekræftet i, at man er på rette spor med nogle af de ting, man arbejder med, men man kan også blive inspireret til nytænkning og hører, hvad gør man andre steder. Det giver inspiration, som vi hver især kan tage med hjem til vores organisationer.
Netværket er et forum, hvor man kan komme og dele sine succeser og fortælle hvordan det går. Man kan også komme med udfordringer og problemer og bruge netværket til at sparre på tværs. Vi kan gensidigt gøre hinanden klogere og dele erfaringer i sådan et forum.