I dagene op til DANSK IT’s store konference Offentlig Digitalisering den 22. og 23. marts var 25 unge it-interesserede samlet for over en weekend at prøve kræfter med at udvikle den offentlige sektor.
Tre hold gik videre til finalen, der blev afviklet foran et publikum på 1.500 under konferencens festmiddag, hvor der skulle stemmes på det bedste koncept.
Vinderne blev holdet bag konceptet ”eblik”, der gør det muligt for forbrugeren ved hjælp af egne data hurtigt og nemt at sammenligne abonnementer og hermed kunne vælge det, der passer bedst til ens forbrug.
Ideen bag eblik er, at forbrugerne ikke længere skal stå på sidelinjen i forhold til de store datamængder som virksomhederne indsamler. Konceptet beskriver, hvordan man som forbruger kan få en række værktøjer til at gennemskue og udnytte de data som virksomhederne indsamler, hvilket fx vil gøre det meget nemmere fx at vælge det tv-abonnement, der opfylder ens behov.
Konceptet har også potentiale til at udnytte data i en husstand til at få tilbud på pakkeløsninger. Blandt andet vil konceptet gøre det nemmere at kunne få de bedste internetabonnementer, telefonabonnementer og fitnessabonnementer, ligesom det har potentiale til at åbne op for komplicerede industrier som energi og bank.
En samlende app som giver data tilbage til forbrugerne var også ideen bag gruppen, der tog tredjepladsen i finalen. Ideen er, at man fx hvert kvartal kan få en opdatering på ens forbrug og aktuelle tilbud på tilsvarende services, der kan bringe ens faste månedlige omkostninger ned.
Andenpladsen gik til en idé, der gør det nemmere at starte virksomhed i Danmark ved hjælp af bedre udnyttelse af data og et bedre dataflow på tværs af myndighederne sådan, at nye virksomheder oplever bedre service og færre byrder ved oprettelse.
Det var Erhvervsstyrelsen og Konkurrence- & Forbrugerstyrelsen, der var case-stillere på de tre finalister.
De tre gode idéer blev belønnet med henholdsvis 10.000, 5.000 og 3.000 kroner.
Bagerst på billederne ses Mette Gere, Rasmus Christiansen og Amalie Nielsen, der er frivillige studerende i DANSK IT og var tovholdere på Hackathonet. Yderst til venstre er Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.
Læs mere om Hackthonet Disrupt Denmark her