Dansk IT byder ny digitaliseringsminister velkommen
Caroline Stage Olsen, der er fhv. politisk chef for Moderaterne, bliver ny digitaliseringsminister. Hun afløser Marie Bjerre, der i stedet skal være europaminister.
Dansk IT byder Caroline Stage Olsen velkommen som ny digitaliseringsminister i Danmark.
Statsministeriet meddeler, at Danmark skal have en ny digitaliseringsminister som et led i regeringsrokaden og oprettelsen af nye ministerier.
Marie Bjerre, der hidtil har været minister for ligestilling og digitalisering, skal nu i stedet være europaminister.
"Særlig rådgiver Caroline Stage Olsen udnævnes til minister for digitalisering," oplyser Statsministeriet. Ligestillingsområdet overføres til Miljøministeriet, således at miljøminister Magnus Heunicke fremover benævnes miljøminister og minister for ligestilling.
Dansk IT vil gerne benytte lejligheden til at takke Marie Bjerre for indsatsen på digitaliseringsområdet i de seneste år.
Velkommen til ny minister og stærkere ministerium
Samtidig ser vi frem til at se effekten af, at regeringen nu vil samle hele den digitale indsats hos én minister, hvilket statsminister Mette Frederiksen annoncerede på et pressemøde onsdag.
Særlig rådgiver Caroline Stage Olsen (fhv. politisk chef for Moderaterne), der altså nu udnævnes til minister for digitalisering, kommer til at få en meget vigtig position og rolle for at sikre sammenhæng, fremdrift og ansvarlighed i Danmarks digitalisering på tværs af både den offentlige og den private sektor.
"Der er mange positive ting at fremhæve om digitaliseringen i Danmark: Vi er kommet rigtig langt og har et højt modenhedsniveau, og det nyder vi godt af som nation," udtaler foreningen Dansk IT, hvis medlemmer tæller it-professionelle og digitaliseringsfolk fra både den offentlige og den private sektor samt borgere og organisationer, der har holdninger til og visioner for Danmarks digitalisering.
"Samtidig er der stadig behov for at styrke indsatsen og for at sikre, at vi bevarer fokus på værdiskabelsen for dem, det hele drejer sig om; danske borgere og danske virksomheder."
"Vi skal skabe og styrke de nødvendige digitale fundamenter til at kunne høste de digitale gevinster og udnytte potentialerne i nye teknologier. De samme fundamenter skal vi bruge til at kunne forsvare os mod bl.a. cyberangreb og til at holde fast i vores danske værdier i den globale teknologiudvikling."
Dansk IT er klar til at bidrage
Dansk IT byder Caroline Stage Olsen velkommen på ministerposten, og vi ser frem til et godt samarbejde.
"Der er masser af opgaver at tage fat på i den kommende tid. Vigtigst er det, at de politiske ambitioner og strategier, der løbende er meldt ud, rent faktisk bliver ført ud i livet. Det kræver en fælles indsats, og her står Dansk IT som forening altid klar til at hjælpe. Samtidig byder vi også ind med erfaringer fra "den digitale virkelighed" - om det så handler om, hvordan vi kan få mere værdi for pengene, der investeres i digitalisering, eller hvis det er med gode anbefalinger til f.eks. at styrke cyberforsvaret."
Statsministeriet meddeler også, at folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen udnævnes til minister for et nyoprettet Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Her ser Dansk IT naturligvis frem til gode drøftelser om Danmarks digitale sikkerhed og beredskab.
Læs meddelelsen fra Statsministeriet.