Head of Robotics hos Danske Bank: Automatisering handler ikke om besparelser

Ny teknologi skaber unikke muligheder for sektoren, men også udfordringer. Begge dele blev diskuteret, da Dansk IT og Finansforbundets første 100 % virtuelle konference ’Automatisering i den finansielle sektor’ samlede mere end 70 deltagere.

Automatisering er ikke et nyt fænomen i finanssektoren. Tværtimod regnes bankerne, realkreditinstitutionerne, forsikrings- og pensionsselskaberne for at være blandt de, der er længst fremme i udviklingen. Men i takt nye muligheder i processer såsom end-to-end, kundekontakt og compliance opstår der også udfordringer; ikke mindst i legacy-systemerne, time-to-market og de organisatoriske ændringer.

Hør podcasten: Digitalisering og automatisering i finanssektoren: Forstå mulighederne og forandringerne

Disse muligheder og udfordringer blev uddybet, kommenteret og debatteret på konferencens 10 oplæg.

Eftermiddagens første keynote speaker var Thomas Winther, partner hos Implement Consulting Group, åbnede værktøjskassen og delte ud af erfaringer fra projekter inden for RPA og robotics.

Start med RPA – det giver hurtig ROI

Dagens anden keynote var med fra Litauen. Rokas Piskovas er Development Manager & Head of Robotics Delivery Services hos Danske Bank og gav deltagerne gode råd til, hvordan man kommer i gang med AI samt tips og tricks til, hvordan du fremtidssikrer din organisation.

- Automatisering handler ikke om besparelser. Vi automatiserer ikke for at fyre medarbejdere men for at frigøre medarbejderne fra rutineopgaver, så de kan frigøres til andre mere interessante arbejdsopgaver, fortalte Rokas Piskovas.

Ifølge Rokas Piskovas er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt du skal automatisere eller ej; men hvordan du vælger den korrekte løsning. Inden du beslutter dig, råder Rokas Piskovas dig til at træde et skridt tilbage og få styr på din customer journey, touchpoints, processer og supporterende teknologier samt systemer.

Herefter kan du vælge den automatiseringsproces, der bringer dig hen til dit ønskede mål. Men start i det små med RPA, hvor du får en hurtig Return On Investment. Hvis du prøver at bygge det hele på én gang, bliver processen alt for kompleks, lød rådet fra Rokas Piskovas.

Workshops bragte deltagerne på banen

Konferencen, der egentlig skulle have været afholdt fysisk, måtte pga. COVID-19 flyttes til Zoom, men det ændrede hverken programmet eller brugerinddragelsen. Konferencen startede og sluttede i plenum, men undervejs blev der afholdt workshops, hvor deltagerne gik til ét af de tre breakout rooms. Her sørgede moderatorer for inddragelse og dialog i mindre grupper.

Kourosh Marjani Rasmussen er lektor ved Danmarks Tekniske Universitet inden for Financial Engineering og faciliterede workshoppen 'Fremtidens finansielle rådgiver', hvor han fortalte mere om betydningen af at gå fra finansielt supermarked til open banking. Op mod 80 % af rådgivningstiden i dag går til dataindsamling, validering, analyse og overblik og de sidste 20 % til situationsbestemte optimeringer og anbefalinger, der kræver tæt dialog og forståelse af kundens situation. Ved at automatisere de 80 %, kan man ifølge Kourosh Marjani Rasmussen frigive tid til samtale, forståelse og fordybelse hos den enkelte rådgiver.

Læs artiklen: Finansiel rådgivning: Når robotten overtager og giver nye muligheder

Konferencens anden workshop blev faciliteret af Peter Hejler, Head of Legal hos e-nettet, der fortalte om e-nettes arbejde med håndtering af testdata. Som udgangspunkt skal man benytte pseudonymiserede eller anonymiserede testdata i forbindelse med test. Derfor har e-nettet udarbejdet interne retningslinjer for testdata til at gennemføre test med lovlig hjemmel.

Som case præsenterede Peter e-nettets to nye testmiljøer til brug for penge- og realkreditinstitutters test af digital tinglysning. Her bruger penge- og realkreditinstitutterne ejendomsdata, CPR-/CVR-oplysninger og navneoplysninger i forbindelse med test.

Læs artiklen: Håndtér dine test inden for lovens rammer

Workshop tre blev faciliteret af Henrik Olsen, CCO & Strategic Advisor hos SmartRPA, og Stine Høiberg Rasmussen, Senior Manager hos BDO. Her var fokus på, hvordan du kommer i gang med RPA på mindre end to timer.

Læs artiklen: Robotic Process Automation: Det skal du gøre for at komme i gang

automatisering

 

Fremtidens finansielle sektor med BIAN

Dagens sidste oplægsholder var Patrick Derde, Enterprise Architect fra Envizion, der med sine mere end 35 års erfaring inden for enterprise arkitektur, fortalte om fortiden og fremtiden for it-arkitektur i den finansielle sektor.

Finanssektoren var first mover med hensyn til teknologitilpasning og automatisering. Der ligger dog stadig et stort arbejde forude, og ifølge Patrick Derde er der behov for et fælles sprog, fælles byggesten og et rammeværk, der binder det hele sammen.

Patrick Derde forklarede, hvordan BIAN (Banking Industry Architecture Network) sætter sektoren i stand til at bygge bro fra en banks kernetjenester med alle kravene om åbenhed over for tredjeparter, over kontinuerlig udvikling og tilbud af nye tjenester til at skabe værdi for organisationen.

Automatisering

finanskonference

Automatisering

Automatisering