Tre centrale pointer om digital innovation i sundhedssektoren

Digitalisering er nøglen til at transformere hele sundhedsområdet i det kommende årti, lyder budskabet fra chief innovation officer fra det største hospital i Israel.

Dr. Eyal Zimlichman fra Sheba Medical Centre i Tel Aviv leverede en tankevækkende keynote om digital innovation og forskning i sundhedssektoren på DANSK IT’s OffDig-konference. 
Eyal Zimlichman er både chief medical officer og chief innovation officer og bruger omkring halvdelen af sin tid på hver af de to roller.
 
- Der er mange fordele ved at have begge hatte på. Det fjerner en hel del af den organisatoriske politik, når du ikke bare skal overtale andre til at gå med på en idé, men først og fremmest skal overtale dig selv, forklarede han indledningsvist i sin keynote på OffDig 2019.

Sheba Medical Center er det største hospital i Israel og i Mellemøsten. Sheba har omkring 2.000 senge, og der er også både hoteller, indkøbscentre og benzinstationer i forbindelse med hospitalet. 1,6 millioner patienter er hvert år i kontakt med Sheba Medical Center.

- Det er ikke på nogen måde et traditionelt hospital, forklarede Eyal Zimlichman.

- Sheba Medical Center er ikke alene det største hospital i Israel, det er også det eneste hospital i Israel, der tjener penge. Vi har overskud hvert eneste år. Vi er et offentligt hospital, og omkring 80 procent af det, vi tjener, betaler vi tilbage til det offentlige. De penge bruges til at dække underskuddene på de andre hospitaler.

Herunder er tre centrale pointer om digital innovation i sundhedssektoren med udgangspunkt i Eyal Zimlichmans oplæg:

1) Du skal skabe den rette kultur
Eyal Zimlichmans pegede i sit oplæg på, at den grundlæggende kultur på Sheba Medical Center er, at man som læge ikke ”kun” behandler patienter, men at man også er eksempelvis forsker. 

- Ud over at være læge kan man være forsker, arbejde med innovation, undervise studerende eller noget andet. Det er en meget stærk mentalitet, vi har omkring det.  
Samtidig understregede Eyal Zimlichman, at det er vigtigt at digitaliseringen er gennemgribende: 

- Vi er meget digitale og har været papirløse siden 2004. Siden dengang er alt foregået uden papirer, og vores læger har kun skærme, ingen printere.

- Der er data tilbage til 90’erne, hvor de fleste it-systemer blev bygget, og vi opbevarer alle data lokalt i en serverfarm.

- Den digitale kultur gør det muligt for os konstant at eksperimentere med nye innovationer.

Eyal Zimlichman forklarede videre, at der gennem årene er blevet etableret en række virksomheder med udgangspunkt i forskningen på Sheba, og at de virksomheder har været med til at sikre en stabil pengestrøm tilbage til hospitalet. Det er årsagen til, at hospitalet tjener penge. 

- Alle de her succeser er med til at sikre penge til Sheba Medical Center. Så det handler ikke bare om en innovationskultur, men også om en kommercialiseringskultur. Jeg har ofte oplevet, at de to ting ikke går hånd i hånd, lød det fra scenen på OffDig 2019.

Dr. Eyal Zimlichman

Dr. Eyal Zimlichman

2) Vær bevidst om formålet med innovation
Da Eyal Zimlichman for nogle år siden blev udnævnt til chief innovation officer, var det første spørgsmål, han stillede sig selv: Hvorfor innoverer vi? Er det for at tjene penge, eller er det for at forbedre behandlingen af patienterne?

- Vi havde en del diskussion om det og kom frem til, at den primære grund til, at vi innoverer, er at forbedre behandlingerne. 

- Man må så indse, at man ikke kan innovere, uden at forstå hvor det er, at noget ikke fungerer – hvor er det, at det gør ondt? Vi ønsker at innovere, så vi kan bringe løsningerne i spil i den daglige behandling af patienterne. Vi ønsker at transformere sundhedsområdet med vores innovation.  

- Hvorfor er omsætningen så også vigtig? Det er den, fordi den sikrer bæredygtigheden. Hvis ikke er er penge, ender innovationscentre ofte med at blive ramt af besparelse efter en fem-seks år. De penge, vi tjener på innovation, sendes tilbage til mere innovation – i hvert fald nogle af dem. På den måde kan du blive ved med at opfinde nye ting, kommercialisere dem og holde hjulet i gang, forklarede Eyal Zimlichman i keynoten.

3) Du lever ikke i en silo – økosystemer er nødvendige
Sheba Medical Centers innovationsstrategi bunder i ønsket om at sikre mere innovation, at skalere den succesfulde formel op og at sikre et højere tempo i innovationen.  

- Innovation skal ske hurtigt, for det, der er innovation i dag, vil ikke være innovation i morgen. Du skal rykke hurtigt, for hastigheden er kritisk. Ikke mindst i den offentlige sektor, hvor vi kan flytte os langt hurtigere, end vi gør.

- Vi ønsker at vores innovationer skal være game changers og ikke bare mindre ting. Vi ønsker at skabe værdi for vores patienter og redesigne sundhedsområdet, forklarede Eyal Zimlichman.

Navnet på strategien er ”Accelerate, Redesign, Collaborate”. Strategien bygger på fire principper: At man skal prioritere sine indsatser, at det skal være åben innovation, at man skal samarbejde internationalt, og at der skal skabes omfattende innovationsfaciliteter – det kalder Sheba Medical Center for et ”shopping mall of innovations.”

- Det handler om at skabe et økosystem, og vi forstår også, at vi har brug for partnere, for vi kan ikke gøre det hele selv. Det er et system, hvor mange spillere går sammen om at drive innovationen. 

- Digital health har formentlig den største chance for at redesigne hele sundhedsområdet i det næste årti. Det bliver ikke ny medicin, selvom der også sker forbedringer på den front; det bliver digitaliseringen, der skaber den store transformation, mener Eyal Zimlichman, der i sin keynote på OffDig pegede på blandt andet kunstig intelligens, robotteknologi og telemedicin som nogle af de oplagte indsatsområder.

Digital transformation

Nyhed - Torsdag - d. 21-2-2019

Podcast om digital transformation: Sådan gennemfører man gennemgribende digitale forandringer

En digital transformation kræver kræver forandringer og nye tiltag på en række forskellige områder. I denne podcast får du gode råd og betragtninger om, hvad det egentlig vil sige at arbejde med transformationer.
Idéer

Nyhed - Mandag - d. 18-3-2019

Undersøgelse: Danmark er verdensmester i offentlig digitalisering - men hvordan bliver vi endnu bedre?

Danmark er udråbt til verdens førende land inden for offentlig digitalisering, men det kræver hårdt arbejde og et knivskarpt fokus på de rigtige problemstillinger, hvis vi skal bevare den førsteplads. Ny undersøgelse peger på nogle af de centrale udfordringer.