Undersøgelse: Danmark er verdensmester i offentlig digitalisering - men hvordan bliver vi endnu bedre?

Danmark er udråbt til verdens førende land inden for offentlig digitalisering, men det kræver hårdt arbejde og et knivskarpt fokus på de rigtige problemstillinger, hvis vi skal bevare den førsteplads. Ny undersøgelse peger på nogle af de centrale udfordringer.

I juli måned sidste år offentliggjorde FN sin 2018-undersøgelse af 193 landes offentlige digitalisering. For første gang var Danmark at finde på førstepladsen. 

FN begrundede blandt andet førstepladsen med, at Danmark har et stort udbud af digitale tjenester, og at borgere og virksomheder har taget dem til sig. Det blev også fremhævet, at Danmark har fundet den rette balance mellem en effektiv offentlig digitalisering og muligheden for at hjælpe den enkelte borger.

Man skal dog passe på med at dvæle for meget ved den førsteplads, for det siger sig selv, at når man kan springe fra niendepladsen (2016) til førstepladsen (2018), kan man omvendt også hurtigt miste førstepladsen. Især når en lang række andre lande i disse år også har fuld skrue på den offentlige digitalisering.  Derfor var et centralt tema på DANSK IT’s netop afholdte konference om offentlig digitalisering, OffDig 2019, hvordan vi kan løfte den offentlige digitalisering til nye højder?

Survey om de største udfordringer
Under åbningsdebatten på konferencen indgik resultaterne fra en undersøgelse, som deltagerne på konferencen har haft mulighed for at deltage i. 

Nedenstående survey har været udsendt til 1.298 personer, der arbejder med offentlig digitalisering, og 418 personer har valgt at svare på spørgsmålene. Det har været muligt at markere flere svar ved hvert spørgsmål.

35 procent a respondenterne er ansat i en kommune, 27 procent hører til i staten, 19 procent kommer fra en privat virksomhed, og 11 procent er ansat i en af regionerne. Derudover har 8 procent svaret ”Andet”. 

Til spørgsmålet om, hvad der er den største udfordring for offentlig digitalisering i Danmark i de kommende år, peger hele 47 procent på, at ”Der er for meget fokus på effektiviseringer og besparelser.” Samtidig mener 44 procent, at ”Der mangler de rette kompetencer”. Begge problemstillinger blev debatteret livligt under åbningsdebatten på OffDig 2019. 

OffDig

DANSK IT bad også respondenterne, der alle arbejder med offentlig digitalisering, vurdere, om det er sandsynligt, at Danmark også om tre år bliver kåret som verdens bedste land til offentlig digitalisering?

Her er der i dén grad optimisme at spore hos respondenterne, idet 69 procent svarer ”Det er en mulighed”, og 23 procent svarer: ”Det er yderst sandsynligt.” Kun ganske få vurderer, at der ikke er de store chancer for, at Danmark også om tre år kan være verdens bedste land til offentlig digitalisering.   

OffDig

Endelig stillede vi i undersøgelsen respondenterne spørgsmålet: ”Hvad skal der efter din mening til, hvis Danmark skal kunne løfte den offentlige digitalisering til nye højder?”

Til det spørgsmål svarer 63 procent, at ”Vi skal nedbryde siloerne og samarbejde langt mere om data og digitale løsninger” – hvilket i øvrigt også er et fokusområde i Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020. 

I undersøgelsen er der også 58 procent, der mener, at ”Der skal mere fokus på værdiskabelse for borgerne og mindre fokus på besparelser og effektiviseringer.”

OffDig

Undersøgelsens resultater blev debatteret på OffDig 2019, og debatpanelet bestod af Rikke Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Lisa Herold Ferbing, bestyrelsesformand i DANSK IT,
Mette Lindstrøm, centerchef i Danske Regioner og Pia Færch, kontorchef i KL.