Fra Dankortsystemet til NordDATA-konferencer til DANSK IT's Seniornetværk
Formanden for DANSK IT´s Seniornetværk, Henning Jensen, har været aktiv i DANSK IT siden 1970, og nåede at være en del af bestyrelsen i ca. 10 år. Han var i 1980´erne med til at etablere Dankortsystemet. I dag bruger han energien på at planlægge spændende arrangementer for foreningens Seniornetværk.
Henning har været medlem af DANSK IT siden 1970. Han var med til at starte Seniornetværket i 1991 og har deltaget i planlægningsarbejdet siden da.
- Seniornetværket blev etableret af en gruppe personer i DANSK IT, som alle havde været medlemmer i mange år, og som måske var i deres karrieres efterår. Derfor ønskede de en mulighed for at kunne mødes i foreningens regi i et afslappet og socialt samvær og på den måde bevare tilknytningen til DANSK IT, fortæller Henning og fortsætter,
- Via virksomhedsbesøg og arrangementer som belyser ny udvikling inden for såvel hardware som software, skulle netværkets medlemmer have mulighed for løbende at følge med i udviklingen i it-branchen. Jeg vil mene, at arrangementsoversigten på hjemmesiden viser, at ovennævnte formål er blevet opnået.
I 2014 arrangerede Seniornetværket sammen med Dansk Datahistorisk forening den fjerde IFIP-konference om nordisk datahistorie. Dette samarbejde resulterede efterfølgende i, at de to foreninger nu gensidigt inviterer medlemmerne til deres arrangementer.
Henning Jensen har været aktiv i it-branchen siden 1965. Først som salgskonsulent i IBM, derefter som EDB-chef hos Falck i 1970´erne.
Efter to år som konsulent kom Henning Jensen til PKK og var med til at etablere Dankortsystemet i begyndelsen af 1980`erne. Endnu et kortvarigt konsulentjob blev afløst af en ansættelse i Assurandørsocietet (nu Forsikring og Pension) i 1989, hvor Henning Jensen arbejdede til pensioneringen i 2004.
Tidligere var Henning Jensen med til at gennemføre de store NordDATA konferencer, som i starten af 1980´erne blev afholdt på skift i de nordiske lande og tiltrak ca. 3000 deltagere hvert år.
Henning Jensen har skrevet en bog om etableringen af Dankortet (Historien om Dankort), som udkom i 2016.