Udvalget for digitale virksomheder søger deltagere til interview
Strategisk digital ledelse og transformation i danske SMV'er
Vi ønsker at afdække barrierer og succesfaktorer for strategisk digital ledelse i SMV’er i forbindelse med digital transformation. Det sker igennem en række interviews af ca. 30 minutters varighed. Disse interviews afholdes on-site eller online, alt efter omstændighederne.
Vi søger at blive klogere på hvordan digitalisering indgår i på den ene side forretningsstrategi og den anden side det daglige arbejde? Vi kommer omkring jeres digital vision og strategisk retning, vil gerne høre om eksempler på konkrete indsatser og beslutninger.
Samtidig er vi nysgerrige på ledelsesroller og ansvar for at få afdækket hvor digitaliseringsinitiativer og den digitale transformation 'bor', og hvem der har nøglerne.
En anden del af interviewet handler om ressourcer (tid, budget, medarbejdere) og organisering (digitaliseringsansvarlig, et tværgående digitaliseringsudvalg, projektgrupper e.a.?). Vi spørger til jeres tanker om kompetencer (for nuværende og i fremtiden) og hvordan I arbejder med det. Og vi er interesserede i at høre jeres tanker om såvel barrierer (hæmmere) som fremmende faktorer (fremmere).
Fuld fortrolighed: Alle data behandles fortroligt.
Forventet resultat: Dansk IT's Udvalg for digitale virksomheder ønsker med dette initiativ at bidrage til, at danske virksomhedsledere opnår bedre vilkår for succes i deres digitale transformation, forankret i viden og erfaringer fra andre. Vi forventer at publicere resultater sidst på året.