Udvalget for cybersikkerhed i samfundet (og på Folkemødet)

Samtalen om sikkerhed er overalt - også i Allinge

At digital sikkerhed fyldte meget på årets Folkemødet er hverken en hemmelighed eller en overraskelse. Der er nok at debattere på både samfundsplan og borgerniveau. Sikkerhed bliver i disse år umærkeligt inddraget i samtaler om hvad som nærmest hvad som helst – og heldigvis for dét.

Dansk IT’s Udvalg for cybersikkerhed i samfundet var direkte repræsenteret i følgende:

Thomas Kristmar deltog i debatten "Hvordan beskytter vi dine data i en ny verdensorden?" i regi af Sundhedsdatastyrelsen. I en tid hvor den digitale verdensorden er under markant forandring, med oplagte og synlige ’gab’ mellem globale digitale løsninger og national lovgivning. Dermed opstår en række dilemmaer, hvor det vi kan se som ’danske’ værdier og normer møder aktører der står helt anderledes. Ét er infrastruktur og sikkerheden dér, et andet er betydningen for borgernes rettigheder, tilliden til det offentlige og for hele Danmarks frihed til at agere som vi finder rigtigt. Læs omtalen her:Hvordan beskytter vi dine data i en ny verdensorden? | Folkemødet

Tobias Fonsmark deltog i debatten ”Magt og afmagt - Skal vi gi’ op eller kæmpe for digital suverænitet i det offentlige Danmark?" afholdt af Semaphor. Undervejs i debatten diskuterede Tobias Fonsmark (fra Semaphor) sammen med to repræsentanter for det offentlige Danmark, direktør i Statens It Michael Ørnø og KL’s Frederik Nordentoft Andersen, forskellige aspekter af digital suverænitet i Danmark og herunder om open source kan gøre vejen til suverænitet nemmere. Til debatten løftede Statens It og Semaphor også sløret for et samarbejde om en fuldkommen Microsoft-fri arbejdsplads. Læs programmet her: Skal vi gi’ op eller kæmpe for digital suverænitet? | Folkemødet

Sammen med Kim Stensdal fra Dansk IT’s sekretariat deltog Tobias Fonsmark i en session hos Europa-Kommissionen og gav en (voksen!) peptalk til unge pirater fra Coding Pirates. Læs programmet her: Stop hullerne | Folkemødet.