Dansk IT's vedtægter
1. Navn
1.1 Foreningens navn er Dansk IT.
1.2 Foreningens engelske navn er Danish IT Society.
2. Binavne
2.1 Foreningens binavne er Dansk Dataforening og DIT.
3. Hjemsted
3.1 Foreningens hjemsted er København.
4. Formål
4.1 Foreningens formål er:
• at fremme og understøtte it og digitalisering, hvor disse skaber værdi for samfundet og den enkelte, og
• at samle, styrke og udvikle it-brugere og it-professionelles kompetencer og faglighed, og
• på et uafhængigt grundlag varetage samfundets og medlemmernes it-interesser.
5. Medlemmer
5.1 Som medlem af foreningen kan enhver person optages, der har interesse i medlemskab, og som direkte eller indirekte vil arbejde for foreningens formål.
5.2 Medlemskabet er individuelt og personligt.
5.3 Alle medlemmer har samme rettigheder.
5.4 Indmeldelse og afslag
5.4.1 Ønske om optagelse som medlem rettes til foreningens sekretariat.
5.4.2 Såfremt der er tvivl om, hvorvidt et potentielt medlem kan optages, afgøres det af bestyrelsen med almindelig stemmeflerhed, hvorvidt forudsætningerne, for optagelse af det potentielle medlem i henhold til disse vedtægter, er til stede.
5.4.2.1 Afslag på optagelse kan af den ansøger, der er berørt af afslaget, indbringes for den ordinære generalforsamling. Generalforsamlingens beslutning vil være endelig.
5.4.3 Et medlemskab træder først i kraft den dato, hvor medlemskabet er godkendt af foreningen.
5.5 Udmeldelse
5.5.1 Udmeldelse skal ske skriftligt til foreningens sekretariat, og har virkning fra udløbet af den periode medlemmet har betalt kontingent for.
5.5.2 Et medlems udmeldelse af foreningen har følgende konsekvenser:
5.5.2.1 Medlemmet mister ethvert krav på foreningens formue, og
5.5.2.2 Medlemmet har ikke krav på tilbagebetaling af indbetalt medlemskontingent, og
5.5.2.3 Medlemmet fortaber sin ret til at stemme.
5.6 Manglende betaling af kontingent, uanset årsagen hertil, anses automatisk som en udmeldelse af foreningen.
5.7 Eksklusion
5.7.1 Såfremt et medlem ikke overholder foreningens vedtægter, generalforsamlingsbeslutninger eller modarbejder forenings formål, kan bestyrelsen med 2/3 flertal ekskludere medlemmet med øjeblikkelig virkning. Medlemmet mister samtidig alle sine rettigheder i foreningen.
6. Organisation
6.1 Foreningen er organiseret ved generalforsamlingen, bestyrelsen, forretningsudvalget, direktionen samt fagråd og udvalg.
6.2 Generalforsamlingen
6.2.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen vælger bestyrelsen og revisor, godkender regnskab, fastsætter kontingent med de i vedtægterne fastsatte undtagelser, vedtager vedtægtsændringer mv.
6.3 Bestyrelsen
6.3.1 Bestyrelsen består af mindst syv og højest 12 medlemmer, som vælges på generalforsamlingen. Valg sker for tre år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Et medlem, der har været valgt i tre på hinanden følgende perioder, kan ikke vælges på den følgende ordinære generalforsamling.
6.3.2 Bestyrelsen leder foreningens aktiviteter, ansætter direktionen, udpeger og nedlægger fagråd og udvalg og er overordnet ansvarlig for foreningens drift. Bestyrelsen har ansvaret for foreningens samarbejde med andre foreninger og lignende i ind- og udland.
6.3.3 Bestyrelsen konstituerer sig med bl.a. forperson og to næstforpersoner på et bestyrelsesmøde umiddelbart efter generalforsamlingen. Forpersonen vælges for tre år ad gangen, genvalg kan finde sted én gang. Næstforpersonerne vælges for et år ad gangen, genvalg kan finde sted.
6.3.4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.
6.3.5 Bestyrelsen skal udarbejde en skriftlig forretningsorden for sit virke.
6.3.6 Bestyrelsen holder møde efter behov men mindst fire gange om året. Indkaldelse til bestyrelsesmøder skal ske per mail med mindst 14 dages varsel. Bestyrelsesmøder kan afholdes elektronisk, hvis forpersonen skønner det hensigtsmæssigt. For alle møder skal der udarbejdes fyldestgørende referater, som skal godkendes af den samlede bestyrelse på næstkommende møde.
6.3.7 Bestyrelsen kan med simpelt flertal, over for foreninger, som arbejder for tilsvarende formål tilbyde associeret medlemskab for sådanne foreningers medlemmer, herunder evt. generelle eller enkeltstående rabatter på kontingent, publikationer m.v. Det samme gælder for virksomheder og lignende, som ønsker at afholde kontingentudgifterne på vegne af deres ansatte medlemmer af foreningen.
6.4 Forretningsudvalg
6.4.1 Forpersonen og de to næstforpersoner udgør forretningsudvalget, som tager sådanne beslutninger i forhold til den daglige drift af foreningen, som ikke kræver den samlede bestyrelses stillingtagen.
6.4.2 Forretningsudvalget skal føre en skriftlig protokol over sine beslutninger.
6.5 Direktionen
6.5.1 Bestyrelsen ansætter en direktion, herunder én administrerende direktør til at varetage direktionens opgaver, herunder den daglige ledelse.
6.6 Udvalg og fagråd
6.6.1 Medlemmer af de af bestyrelsen nedsatte udvalg og fagråd skal være medlemmer af foreningen.
6.6.2 Fagrådene planlægger og gennemfører foreningens medlemsrettede aktiviteter inden for fagrådets emnekreds. Forpersonerne for fagrådene udpeges af bestyrelsen. Fagrådene kan nedsætte arbejdsgrupper og arrangementskomiteer samt etablere studiekredse. Arbejdsgrupper, komiteer og lignede kan nedsættes af bestyrelsen til varetagelse af opgaver, der falder uden for fagrådenes områder eller er af midlertidig karakter.
7. Afholdelse af generalforsamlinger
7.1 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.
7.2 Indkaldelse til generalforsamlinger skal ske skriftligt til hvert medlem til den af medlemmet oplyste mailadresse, med mindst tre ugers varsel og skal indeholde dagsorden, hvori følgende skal indgå:
7.2.1 Valg af dirigent
7.2.2 Forpersonens beretning
7.2.3 Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
7.2.4 Fremlæggelse af aktivitetsplan og budget
7.2.5 Fastsættelse af standardkontingenter
7.2.6 Forslag fra medlemmer og bestyrelse
7.2.7 Valg af bestyrelse
7.2.8 Valg af revisor
7.2.9 Eventuelt
7.3 Af dagsordenen skal fremgå, hvem bestyrelsen foreslår til eventuelle poster som bestyrelsesmedlemmer og revisor, forslag om kontingentets størrelse samt bestyrelsens egne forslag til generalforsamlingen.
7.4 Forslag fra medlemmerne til emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, samt til kandidater, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder inden generalforsamlingen.
7.5 Ekstraordinær generalforsamling afholdes når forpersonen, bestyrelsen eller mindst ti procent af medlemmerne skriftligt fremsætter ønske om dette med angivelse af årsag. Ekstraordinær generalforsamling skal af bestyrelsen være indkaldt senest 14 dage efter anmodningens modtagelse. Generalforsamlingen indkaldes med mindst en uges og højst tre ugers varsel.
7.6 Generalforsamlingen afholdes på det sted i Danmark, som bestyrelsen måtte vedtage.
8. Beslutninger på generalforsamlingen
8.1 Generalforsamlingen træffer, med mindre andet fremgår af vedtægterne, beslutning ved simpel stemmeflerhed. Hvert medlem har én stemme. Står stemmerne lige, skal beslutning afgøres ved lodtrækning.
8.2 Er der ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor, opstillet flere kandidater end der skal vælges, foretages skriftlig afstemning. Kandidater med de højeste stemmetal er valgt. Kan det nødvendige antal ikke findes på grund af stemmelighed, foretages en lodtrækning mellem de således berørte kandidater.
8.3 Ændringer i vedtægterne, som foreslås af andre end bestyrelsen, såvel som foreningens frivillige opløsning, af hvem denne end foreslås, kan kun vedtages når halvdelen af medlemmerne er repræsenteret på generalforsamlingen. Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, træffes med simpelt flertal afgørelse om, hvorvidt forslaget skal forelægges en ekstraordinær generalforsamling, hvor afgørelsen træffes uanset de fremmødte medlemmers antal.
8.4 Medlemmer, der er afskåret fra at være til stede på generalforsamlingen, kan stemme skriftligt, herunder ved mail. Den skriftlige stemme skal være foreningens revisor i hænde senest tre dage før generalforsamlingens afholdelse. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt til generalforsamlingen.
9. Tegningsregler
9.1 Foreningen tegnes af:
9.1.1 Forpersonen i forening med foreningens administrerende direktør, eller
9.1.2 Forpersonen i forening med de to næstforpersoner, eller
9.1.3 Den samlede bestyrelse.
9.2 Bestyrelsen kan meddele enkel eller kollektiv tegningsfuldmagt til den administrerende direktør og øvrige medarbejdere.
10. Kontingent
10.1 Kontingentet pristalsreguleres årligt. Kontingentændringer udover dette fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.
11. Regnskabsår
11.1 Foreningens regnskabsår løber fra den 1. januar – 31. december
12. Revision
12.1 Revision af foreningens regnskab foretages af en statsautoriseret revisor valgt af generalforsamlingen.
13. Hæftelse
13.1 Foreningen hæfter alene for foreningens forpligtelser med sin formue.
13.2 Bestyrelsen hæfter ikke for foreningens forpligtelser.
13.3 Ingen af foreningens medlemmer hæfter, udover det indbetalte kontingent, for foreningens forpligtelser.
14. Opløsning
14.1 Foreningens kan opløses ved generalforsamlingsbeslutning, hvis beslutningen er tiltrådt af bestyrelsen, jfr. også pkt. 8.3. I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens eventuelle formue velgørende og/eller almene formål efter bestyrelsens beslutning.
Vedtægterne er senest opdateret den 2. april 2024.