Visionsprojektet Danmark 3.0 er nedsat for at skabe erkendelse i samfundet af de nye vilkår digitaliseringen medfører, samt at komme med anbefalinger til hvordan digitaliseringens potentiale udnyttes bedst til gavn for det danske samfund.
Styregruppen for Danmark 3.0
Formand: Ejvind Jørgensen
Strategidirektør, cBrain
Per Tejs Knudsen
Direktør, cBrain
Peter Pietras
Chief Consultant, Rambøll
For mere information, kontakt:
Formand for styregruppen, Ejvind Jørgensen
Mail: ejj@cbrain.com
Som et moderne, vestligt land står Danmark over for en række udfordringer. Med begrænsede ressourcer skal vi finde en vej til at sikre, at vi også i fremtiden kan blive behandlet, når vi bliver syge, blive uddannet, skabe arbejdspladser og bevare miljøet for blot at nævne et lille udvalg af udfordringerne.
Hos DANSK IT har vi altid set it og digitalisering som et ”værktøj” der giver nye muligheder for bruger, virksomhed og stat. Ligeledes ser vi den nuværende ”globale digitaliseringsbølge” som et generisk redskab, der, med enorme potentialer, kan gøre det muligt at realisere vores fremtidige drømmesamfund. Men det kræver naturligvis at vi definerer hvad drømmesamfundet ser ud, og at vi eftertænksomt styrer udviklingen i den rigtige retning.
Læs rapporten: Danmark 3.0 - en idédebat: Hvornår springer Danmark ud som d-land?
DANSK IT's Danmark 3.0 projekt har efterhånden eksisteret i 6 år, og blev nedsat med det formål:
At skabe erkendelsen og forståelsen af d-land, og hvilke udfordringer, krav og muligheder der ligger i transformationen fra i-land til d-land.
DK 3.0 projektet er et visionsprojekt, der søger at belyse de udfordringer og løsninger som er påkrævet for succesfuldt at bringe Danmark igennem transformationen fra industrination til det digitale samfund, fra i-land til d-land.
Det skal understreges, at det aldrig har været selve teknologien eller konkrete teknologiske anvendelser, der har haft fokus i indspil og anbefalinger. En vigtig pointe i Danmark 3.0 er netop, at en succesfuld transformation paradoksalt nok handler om alt andet end det tekniske. Det vigtige er konsekvenserne af, at alt bliver digitalt. Hvordan udnytter vi som samfund mulighederne? Hvordan påvirker det borgerne som individer? Hvordan kommer arbejdsmarkedet og erhvervslivet til at se ud?
Den digitale transformationen er allerede i gang med voldsom hastighed over hele verden, og dem der hurtigst og bedst omstiller sig, kan høste enorme økonomiske fordele og sikre høj konkurrenceevne. Noget af det interessante ved digitaliseringen er, at mange nødvendige aspekter for et velfungerende og konkurrencedygtigt industrisamfund, kan hoppes over af fremsynede og viljefaste u-lande på vejen til d-land. Digitaliseringen giver mulighed for helt nye samfundsstrukturer og forretningsmodeller, og hermed bliver nytænkning og risikovillighed afgørende elementer.
Spørgsmålet er grundlæggende om, hvor hurtigt og hvor intelligent samfundet foretager transformationen, samt hvor store risici samfundet ønsker at tage. Det er klart, at Danmark hverken har ressourcer eller størrelse til at sætte den digitale dagsorden i en globaliseret verden. Men det danske samfund har imidlertid en række egenskaber, som vi gennem en national digitaliseringsstrategi bør kunne udnytte til at bringe Danmark i et digitalt førersæde, både i offentligt og i privat regi.
Hermed kan vi skabe en hjemlig højkonjunktur såvel som en stærk international konkurrenceevne. Hvis DK fortsat skal kunne blandt de mest konkurrencedygtige, velhavende og progressive stater i verden, er det nødvendigt at politikere og virksomheder sammen handler hurtigt og rationelt, samt udviser tilstrækkelig risikovillighed.
Det nuværende fokusområde inden for DK 3.0 er på ledelse i en digital verden - og vi har udgivet bogen "Ledelse i d-land".
Er du medlem af DANSK IT kan du gratis downloade bogen som e-bog. Det gør du ved at logge ind i øverste højre hjørne. Den trykte version af bogen kan købes for kr. 150,- inklusiv moms. Du kan bestille den ved at sende en mail til dit@dit.dk. Bogen kan også købes som e-bog på saxo.com.
Hvad transformationen til et digitalsamfund betyder for den strategiske ledelsesrolle, er et uklart og ubelyst område. Ledelse i d-land formodes at være anderledes end ledelse i i-land, uagtet om det er ledelse af en industrivirksomhed eller en softwarevirksomhed. Ledelse i d-land er underlagt andre vilkår og kræver nye kompetencer. Men hvilke og hvordan?
Til at besvare disse spørgsmål har styregruppen i efteråret 2015 samlet en it-tænkergruppe, som skal bidrage til at tilvejebringe et digitalt ledelsesmanifest. Gennem faciliterede workshops diskuteres de ledelsesmæssige aspekter af transformationen til det digitale samfund:
Med tænkergruppens inputs som grundlag bliver det styregruppens opgave at udarbejde en syntese af tænkergruppens indsats i form af et digitalt ledelsesmanifest, som skal guide ledere til at kunne accelerere transformationen til d-land. Deltagerne i tænketanken forelægges resultatet og kan herfra bidrage til at komme med forslag til hvordan det udbredes og udleves.