For mange bliver snydt på nettet
DANSK IT bakker op om ny kampagne, der skal ruste danskerne og danske virksomheder mod hackerangreb og it-kriminelle. Bag kampagnen står Digitaliseringsstyrelsen og bankerne i Danmark.
Et stigende antal virksomheder i Danmark udsættes for angreb fra hackere og it-kriminelle. Derfor sætter Digitaliseringsstyrelsen sammen med Finansrådet, der repræsenterer bankerne i Danmark, fokus på, hvordan virksomhederne undgår at blive snydt på nettet. Det sker i en kampagne, som kører på Facebook/Digitaliseringsstyrelsen fra den 20. oktober og de næste tre uger frem.
Læs om kampagnen på www.borger.dk/sikkerpånettet
Kampagnen ”Sikker På Nettet”, sætter blandt andet fokus på ransomware.
- Vi ved, at virksomhederne i stigende grad udsættes for ransomware, som er en digital form for gidseltagning, hvor hackere tilegner sig adgang til virksomhedens pc’er og krypterer filer og dokumenter, så disse ikke længere kan tilgås, forklarer underdirektør i Finansrådet Michael Busk-Jepsen og fortsætter:
- Derefter kræver hackerne løsepenge for at give virksomheden adgang til filerne igen. Processen er ofte den, at en medarbejder har klikket på et link i en mail fra en tilsyneladende troværdig kilde. Det kan lede til tab af data og store økonomiske summer.
Det er blandt andet sådanne situationer kampagnen vil komme til livs gennem oplysning til både virksomheder og borgere.
- Flere og flere personer og virksomheder i Danmark bliver udsat for angreb fra it-kriminelle. Gennem kampagnen vil vi gøre opmærksom på begreber som phishing og ransomware og de gængse metoder, der gang på gang snyder danskerne. Formålet er at sikre, at borgere og virksomheder fremover er bedre rustet til at kunne undgå svindel på nettet, så vi kan skabe en fælles digital tryghed og tillid i befolkningen, siger Cecile Christensen, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen.
En rundspørge som DANSK IT gennemførte blandt it-chefer, it-sikkerhedschefer og ledere tidligere i år, viser at behovet for oplysningskampagner om cybersikkerhed er stort. Blandt de adspurgte forventede hele 76 procent, at sikkerhedssituationen vil blive forværret de kommende år i form af flere angreb. Samme rundspørge viste også, at virksomheder især udsættes for forsøg på kompromittering via malware, phishing, social engineering og ransomware.