It og digitaliseringschef: Om fem år er der ikke traditionelle programmører
Medlemsportræt: Forretnings og digitaliseringskonsulenter vil afløse traditionelle programmører og basis it som drift vil blive lagt ud i cloud løsninger, fortæller Poul Venø, IT og Digitaliseringschef, Herning Kommune.
Poul Venø har været medlem af DANSK IT siden 2013, og er blandt andet aktiv i DANSK IT’s udvalg for it i den offentlige sektor. Til dagligt er Poul IT og Digitaliseringschef i Herning Kommune.
Hvad er det vigtigste, der foregår inden for det område du arbejde med?
- I Herning Kommune er vi meget optaget af vores nye Digitaliseringsstrategi, som består af fire digitale principper:
1. Vi inddrager borgere og virksomheder, når det er muligt og giver værdi.
2. Vi går efter succes ved at tænke stort og starte småt.
3. Alle nye løsninger er brugervenlige og sikre.
4. Digitalisering skal altid give værdi.
- For at understøtte de fire digitale principper har vi igangsat nogle uddannelsestiltag, som tager udgangspunkt i, at "vi ønsker at bygge en organisation, der kan navigere digitalt".
- Vi starter med lederne i Herning Kommune og dernæst medarbejderne. Desuden har vi fokus på de kommende KOMBIT-projekter såsom Monopolbruddets projekter - herunder fokus på støttesystemer og rammearkitekturen, SAPA samt alle de øvrige projekter (Grunddata, Service platformen mv.)
Hvordan tror du dit arbejdsområde vil udvikle sig i løbet af de næste fem år?
- Det er min tro, at basis it som almindelig drift vil være løst af cloud-løsninger med andre leverandør. Samtidigt vil der stadigvæk være dele af almindelig drift som evt. betragtes som forretningskritisk, der stadigvæk håndteres af den lokale it-afdeling. Kompetencer som traditionelle programmør vil være afløst af forretningskonsulenter eller digitaliseringskonsulenter. Ledelsesmæssige vil it komme mere og mere ind i direktionen, da it /digitalisering kan være med til at skabe forretningsgevinster og være en naturlig del af forretningsstrategien i det offentlige og private.
Hvilken teknologi får størst betydning for dit job i de kommende år?
- Digitaliseringen suppleret med anvendelse af data på en helt anden måde, end vi gør det i dag. Vi ser det blandt andet i forhold til disruption, der er opstået ved brug af data og teknologier og har gjort, at nye forretningsmodeller er kommet frem i verden - her kan nævnes Uber, Netflix mv.
Når du fortæller folk, der ikke kender til it, hvad du arbejder med, hvad siger du så?
- At jeg /vi sætter strøm til alle de papirer, vi anvender for at løse vores arbejde"! – Men generelt er folk bekendte med it og hvad det kan og forstår, hvad jeg arbejder med.
Hvad er den bedste oplevelse, du har haft som it-professionel?
- Ah - der er rigtige mange. Den bedste oplevelse var nok, da vi fik vendt et nødlidende projekt i England, hvor jeg blev ansat som it-direktør i en 3-årig periode til en kæmpe succes til rette tid og med forbedret økonomi.
Hvem er den mest interessante person i it-verdenen, du har mødt?
- Steve Ballmer - Microsoft. Jeg var så heldigt at møde ham i Seattle - Redmond i 2008 til et Microsoft arrangement.
Hvad er dine favorit hjemmesider?
- Har ingen favorit hjemme sider - de bedste website er dem, som automatisk kan guide til rette sted. Ellers er YouTube et fedt sted at få masser af oplysninger visuelt præsenteret.
Hvad får du ud af at være medlem af DANSK IT?
- Mulighed for at møde en masse dygtige mennesker som på tværs af det offentlige og private kan give en masse sparring og gode ideer og som alle arbejder med it/ digitalisering.
Om Poul Venø
Poul Venø, IT og Digitaliserinschef, Herning Kommune, har været medlem af DANSK IT siden 2013. Har arbejdet med it siden 1985 - først hos EG (tidligere EDB Gruppen), hvor al lærdom ifølge Poul Venø om it kom til. I 2004 blev han ansat som it-direktør i BTX Group i tekstilbranchen - dernæst i 2007 kom han til HTH Køkkener som it-direktør og efterfølgende blev han ansat som it-direktør England i samme koncern (Nobia) som HTH Køkkener i firmaet Magnet. 1. januar 2013 startede Poul i det offentlige i Herning Kommune i sit nuværende job.