EA-facilitator: Det er vigtigt at udfordre sine måder at tænke på, når man arbejder med EA
Jørgen Letager, Senior Enterprise Architect ved KMD, er ny facilitator for netværket Enterprise Architecture Vest.
Jørgen Letager har arbejdet med forskellige dele af EA gennem de sidste 15 år, hvor han især har fokuseret på, hvordan man kan støtte forretningens behov med it. Jørgen Letagers primære områder inden for EA er it-sikkerhed, processer og Infrastrukturer.
”Jeg finder EA-området meget interessant, for ofte kan vi igennem it-systemer sætte forretningen eller kunder i stand til at løse deres opgaver effektivt.”
Jørgen Letagers målsætning med netværket er at udfordre medlemmers tankegang.
”Når man arbejder indenfor EA, er det meget vigtigt hele tiden at udfordre sine måder at tænke på. I vores netværk får vi mulighed for at introducere både nye teknologier og metoder for hinanden. Derudover får man som medlem sparring med andre, der arbejder med EA og man får mulighed for at få indsigt i, hvad nye teknologier kan bidrage med i forhold til EA.”
I den nærmeste fremtid vil netværket fokusere på bl.a. API-management/Microservies, DevOps, BI og udnyttelse af data samt Blockchain.