Domstolsstyrelsen søger sagkyndige til småsagsprocessen
Du kan på Danmarks Domstoles hjemmeside læse, at Domstolsstyrelsen lige nu søger sagkyndige til småsagsprocessen - en særlig forenklet retssagsprocedure, der finder anvendelse i civile retssager om mindre krav.
Hvis du bliver beskikket som sagkyndig i småsagsprocessen, vil du blive optaget i domstolenes meddommerdatabase. Når der er behov for en sagkyndig erklæring i en småsag, finder retten som udgangspunkt en beskikket sagkyndig fra meddommerdatabasen. Retten vælger en sagkyndig, som har de faglige kvalifikationer, der er behov for i sagen.
Herefter formulerer retten de spørgsmål, der skal besvares og sender dem til den sagkyndige. Den sagkyndige kommer med et prisoverslag til retten, og hvis prisoverslaget kan godkendes, bliver den sagkyndige bedt om at besvare spørgsmålene skriftligt inden for en frist. Herefter får den sagkyndige tilkendt et vederlag fastsat med udgangspunkt i prisoverslaget.
I særlige tilfælde kan retten bede den sagkyndige om også at afgive mundtlig forklaring.
Beskikkelsen gælder for 4 år og er frivillig, forstået på den måde at du altid kan bede Domstolsstyrelsen om at blive fritaget for beskikkelsen igen.
Du kan læse mere om at være sagkyndig her.
Du kan finde opslaget ved at følge dette link og vælge det opslag som hedder ”Sagkyndige til småsagsprocessen”. Herefter trykker du ”Søg stillingen”. Det bemærkes, at stillingen alene kan søges online, og at vi ikke modtager ansøgninger pr. post mv.