Aftale om digitaliseringsklar lovgivning lægger skinnerne til en bedre offentlig sektor
Det er meget tilfredsstillende, at alle Folketingets partier har givet hinanden håndslag på at føre regeringens ambitioner ud i livet, når det kommer til digitaliseringsklar lovgivning. Men det kommer til at kræve enorm disciplin i det politiske arbejde at komme i mål, vurderer DANSK IT, der glæder sig til at se, hvordan forårets lovarbejde vil bære præg af aftalen.
Ikke blot skal ny lovgivning være digitaliseringsklar fra juli 2018, aftalen indeholder også en hensigt om at revidere eksisterende lovgivning for at gøre den mere digitaliseringsklar. Det er her, de rigtigt store gevinster ligger i forhold til at skabe en lettere hverdag for borgere og virksomheder, større gennemskuelighed og respekt for borgernes retssikkerhed og mere ensartet sagsbehandling, mener DANSK IT.
- Aftalen lægger skinnerne, men toget skal også køre – den virkelige prøve bliver at gå i gang med at åbne alle de store forlig, udformet i løbet af de sidste hundrede års kamp mellem forskellige interesser i samfundet, uden at åbne Pandoras æske. Det er ikke nok at være enige om i princippet at simplificere og afbureaukratisere, det kommer til at kræve helt enorm disciplin fra politikerne, når man luger ud i de undtagelser, kompromisser og studehandler, der er med til at gøre meget af vores lovgivning så kompleks, påpeger Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.
DANSK IT mener, at hvis det lykkes politikerne at gøre relevant lovgivning digitaliseringsparat, kan man skabe en mere effektiv offentlig sektor, hvor borgerne kan få deres afgørelser langt hurtigere, hvor borgerne automatisk får udbetalt de ydelser, de har ret til, og hvor det er meget mere gennemskueligt for den enkelte borger at forstå, hvorfor en afgørelse er faldet ud, som den er.
- Vi glæder os over, at alle Folketingets partier lægger vægt på brug af objektive kriterier i lovgivningen. Skøn er nemlig ikke uden problemer. Tilfældighed og uforudsigelighed i forvaltningen af lovgivningen kan gøre det svært for borgerne at vide, hvad de egentlig har ret til. Og det kan være svært at gennemskue afgørelsens præmisser. Det påvirker borgernes følelse af retssikkerhed. Objektive kriterier giver derimod større retssikkerhed. Det giver ensartede afgørelser i ens sager, siger Ejvind Jørgensen, formand for DANSK IT’s Udvalget for it i den offentlige sektor.
- Vi mener heller ikke, at de digitale rammer skal diktere det politiske arbejde og lovgivningen. Det politiske handlingsrum skal ikke begrænses, men vi kan godt indrette os smartere, når love skal udarbejdes, vedtages og implementeres med støtte fra it. Hvis vi ved at flytte en smule rundt på mindre væsentlige detaljer kan gøre digitaliseringen af loven langt simplere, og sådan er det ofte, bør der ligge tungtvejende årsager til grund for at lade være. Vi håber derfor, at erfaringerne fra ny lovgivning også vil slå igennem i arbejdet med det eksisterende, tilføjer Ejvind Jørgensen.
DANSK IT kom i juni 2016 med en række anbefalinger til lovgivning i det digitale samfund. Og man kan her genfinde mange af tankerne i aftalen mellem regeringen og alle Folketingets partier om digitaliseringsklar lovgivning.