Sådan ruster Esbjerg Kommune medarbejderne til digitaliseringen
Sidste uge kunne DANSK IT berette om, hvordan der eksisterer et underskud af digitale kompetencer i det offentlige. Læs her, hvordan man i Esbjerg Kommune har grebet den digitale kompetenceudvikling an.
På to år har Esbjerg Kommunes medarbejdere fået en større digital bevidsthed. Det viser den kommende rapport Slutevaluering af Digital Modenhed 2017, der belyser medarbejdernes digitale kompetencer og villighed til at forbedre dem.
Læs også "Det offentlige er i underskud af digitale kompetencer"
De danske kommuner har tradition for at stå sammen om at udvikle brugen af teknologi og udnytte de digitale muligheder. Et sådant samarbejde bliver kun vigtigere i takt med, at den nationale digitale udvikling accelererer.
Meget af det, som før krævede et besøg i Borgerservice, en opringning til skole eller daginstitution, et fysisk møde, dokumentation på papir med mere, kan i dag ordnes via PC, tablet eller smartphone.
Det kalder på dygtige og digitalt kompetente medarbejder.
Esbjerg Kommune har derfor formuleret en klar vision for den kommunale udvikling af digitale kompetencer: Alle medarbejdere, ledere, borgere og virksomheder i kommunen skal blive de bedste og mest trygge digitale brugere, som udnytter de digitale muligheder effektivt og innovativt.
- Vi har som kommune en afgørende rolle for at skabe et positivt digitalt miljø. Vi ønsker derfor at inspirere ledere og medarbejdere i Esbjerg Kommune til at udvikle deres kompetencer, så de får redskaberne til at klare de offentlige digitale kerneopgaver i fremtiden, siger Jørgen Rosenskjold, der er Digitaliserings- og It-chef i Esbjerg Kommune.
En strategi for alle
Som en del af Strategi for digitale kompetencer 2015-2020 kortlagde Esbjerg Kommune i 2015 og igen i 2017 medarbejdernes digitale kompetencer gennem en spørgeskemaundersøgelse.Formålet med begge undersøgelser er at undersøge, om kommunen udvikler sig i takt med ambitionerne i digitaliseringspolitikken og at iværksætte en række relevante tiltag til udvikling af de digitale kompetencer i kommunen.
Spørgeskemaundersøgelsen kategoriserer hver medarbejder og leder i én af fire kompetenceprofiler, som beskriver medarbejderens eller lederens kompetencer og udfordringer i det digitale univers.
De fire profiler er:
Anna Afventende: Hun er endnu ikke kommet med i det digitale ræs og afholder sig så vidt muligt fra at bruge digitale løsninger. Hvis hun har et digitalt problem, venter hun på hjælp.
Torben Tøvende: Han har lidt berøring med den digitale verden, men han er bange for at lave fejl med maskinerne og programmerne.
Victor Velvillig: Han er tryg i de digitale systemer og løsninger, han præsenteres for. Han klarer de fleste problemer selv, hvis han har en manual.
Signe Selvkørende: Hun kender smutvejene og alle genvejstaster, som skaber hurtige resultater i den digitale verden. Hun er foregangskvinde for nye digitale løsninger.
I 2017 viser resultatet af undersøgelsen, at medarbejderne har rykket sig utroligt meget, og i dag er langt mere digitalt kompetente, end de var for to år siden.
Hele 54 procent af medarbejderne er i 2017 selvkørende, og kun én procent af medarbejderne er afventende. I 2015 var 26 procent selvkørende og 4 procent afventende.
Tiltagene gør en forskel
Med de fire kompetenceprofiler har Esbjerg Kommune gjort det nemt for medarbejderne at forstå deres digitale udfordringer og kompetencer. De fire profiler hjælper også kommunen med at udarbejde relevante tiltag og tilbud, som skal bidrage til kompetenceudviklingen.Ét af tiltagene var en digitaliseringskonkurrence, hvor alle medarbejdere kunne komme med forslag til nye digitale løsninger, der kunne lette arbejdsgangen i fremtiden. De bedste forslag til konkurrencen blev realiseret.
- Vi har løbende tilbud og kurser og e-læringsforløb og tilbyde videovejledninger, som forbedrer medarbejderes it-kompetencer, og vi kan se, at de gør en forskel, siger Jørgen Rosenskjold.
Ét sted, hvor de virkelig har taget strategien til sig, er på Jobcenter Esbjerg. Her får medarbejderne lidt flere værktøjer, så de kan udvikle deres evner og føle sig trygge i brugen af nye digitale arbejdsgange:
- Vi afholder ”drop-in” cafemøder, hvor medarbejderne får mulighed for at lege og øve sig i nye digitale systemer, inden de bliver implementeret, og vi sørger for sidemandsoplæring fra udpegede digitale superbruger-medarbejdere. På den måde kan medarbejderen hurtigt få hjælp ved en sidemand, når et digitalt problem opstår”, siger jobcenterchef, Pia Niemann Damtoft.
Artiklen er leveret af Esbjerg Kommune