Hvad er det værd at stå fast på i det agile projektlederskab?

Har du læst Brinkmann? – det har vi. Og hans to seneste bøger (Stå Fast fra 2014 og Ståsteder fra 2016) er ikke uinteressant læsning, hvis du mangler lidt at reflektere over i juleferien. Han rejser spørgsmålet: Hvis man skal stå fast og ikke være konstant fleksibel, hvad er da værd at stå fast på? Vi blev inspirerede til denne artikel, der handler om, hvad det er værd at stå fast på i det agile projektlederskab.

Af Pia Sternberg Petersen og Kirsten Bragh, begge underviser på DANSK IT’s kursus LederGPS®

Gode spørgsmål vi kan stille os selv  

Hvad er det værd at bestemme? Hvad er smart at stå fast på? Hvad fremmer gode relationer og hvad gør ikke? Hvad skaber godt samarbejde og gode resultater?

Lad os undersøge, hvad vi står fast på i det agile lederskab for at vi som projektledere bevarer vores integritet –særligt i konstant foranderlige verdener, som presser os, så vi af og til mister fodfæste. Der er i sig selv ikke noget i vejen med at miste fodfæste, men det skal helst kun være for en tid, inden vi igen kan stå fast. 

Integritet og flere spørgsmål 

Integritet vil sige, at man ikke bare halser efter de sidste nye trends, men at man har slået rod i noget bestemt, som fremstår vigtigere end andet. Integritet indebærer, at man forsøger at etablere en sammenhængende identitet på tværs af tid og kontekster – og står fast på det”. (Brinkmann, 2014)

Hvordan véd du, at du leder med integritet? Hvordan kan man se, at du gør det? Og medvirker du til at opbygge relationer og systemer, der er kendetegnet ved integritet? Står du af og til i situationer, hvor du ved, hvad der er rigtigt at gøre, men må konstatere at du alligevel gør noget andet? Det kan der være mange grunde til, men kender du dem?

Det er nogle af de spørgsmål, vi arbejder med på et LederGPS® forløb, hvor der er frirum til de refleksioner, vi ikke nødvendigvis har tid til i hverdagen. Og her handler det bl.a. om at finde ind til det, du står fast på.

Vi står fast på, at noget er bedre end noget andet i det agile lederskab

Svend Brinkman (2016) taler i sin anden bog om ståsteder – altså at vi ikke bare skal stå fast ét sted, men at vi har flere ståsteder. I det agile lederskab er der indbygget en værdi om at rumme mange perspektiver og værdsætte forskellighed, men også at værdsætte noget over noget andet. Altså at nogle værdier og ståsteder er mere gavnlige end andre. Det kan sagtens være, at det i enkelte konkrete situationer kan vise sig nødvendigt at fravige, det vi værdsætter mest. Men det at være bevidst om, at det skal være undtagelsen frem for reglen at fravige, er måske noget af det vigtigste at stå fast på, for at bevare sin integritet.

Tillid, gennemsigtighed, involvering, indflydelse på eget arbejde og fælles ansvar – er blot nogle af de værdier, vi står fast på når vi udøver det agile lederskab. Fordi vi af erfaring ved at det spiller en stor rolle i at skabe bæredygtige resultater.

Med afsæt i det agile manifest, som du måske er bekendt med (links: originale, forslag til revision) har vi her trukket væsentlige opmærksomheder frem, hvad særligt angår det mindset du går ind i dit lederskab med.

I det agile lederskab værdsætter vi

• at fokusere på projektlederskabet over projektstyringen
• at arbejde med risikovillighed og læring frem for forudsigelighed og antagelser
• at udvise tillid frem for at udøve kontrol
• at invitere frem for at delegere
• at spørge frem for at forklare
• At se sig selv som servant leader frem for ekspert

Det betyder, at det der står på højre side kan være værdifuldt, men det der står på venstre side værdsætter vi højere.

Hvor fit er du i din agile ledelsestænkning?

Hvis du som os anerkender, at behovet for at kunne navigere i komplekse projekter, kræver et agilt mindset, så kan vi udfordre dig til at tjekke tilstanden på din egen ledelsestænkning og -adfærd

Du kan måske spørge dig selv, hvornår du sidst har gjort noget for første gang? Hvor fastlåst er du i dit mindset? Hvor ofte du sætter dit lederskab i spil og træder ud af din komfortzone?

Hvis du er modig, kan du jo evt. bede en kollega om at score dig i den lille test nedenfor.

Vi håber du er blevet nysgerrig på, hvordan et LederGPS® forløb kan bidrage til konstant udvikling af dit lederskab – med gode ståsteder, som afsæt for bevægelse. Du kan se mere om forløbet her.

Det vil glæde os at ses.


 



Kursus - Tirsdag - d. 28-2-2017

LederGPS®

På et LederGPS® forløb tager vi udgangspunkt i din dagligdag og dine udfordringer og tager dig gennem en proces, hvor du udvikler dig selv og dit lederskab. I samarbejde med os og de øvrige deltagere arbejder du med aktuelle, endnu uløste opgaver og udfordringer. Fordi din udvikling og virksomhedens værdiskabelse med fordel kan følges ad.