Rekordmange deltagere på DANSK IT’s offentlig digitaliserings-konference

1.500 repræsentanter fra stat, kommuner, regioner og erhvervslivet er den 22. og 23. marts samlet i Musikhuset Aarhus for at diskutere digitaliseringen af den offentlige sektor.

Blandt konferencens 100 oplægsholdere er Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V), den tidligere engelske handelsminister Lord Francis Maude samt Chan Cheow Hoe, der står i spidsen for digitaliseringen af den offentlige sektor i Singapore. En nation, der regnes som blandt de bedste til offentlig digitalisering.
 
Det er femte år i træk, at DANSK IT afholder Aarhus-konferencen, der år for år vokser sig større, og også trækker deltagere fra andre nordiske lande. Med 1.500 tilmeldte slår konferencen i år sidste års deltagerrekord, hvor der var knap 1.300 tilmeldte.
 
Konferencen arrangeres af interesseorganisationen DANSK IT i samarbejde med KL, Danske Regioner, Digitaliseringsstyrelsen, DJØF, KIT@, ATV og Danske IT-Advokater.
 
- Det er vigtigere end nogensinde finde ud af, hvordan vi bedst griber digitaliseringen af den offentlige sektor an. De digitale valg, vi tager i dag, kommer til at spille en stor rolle for alle offentlige velfærdsområder i fremtiden. Det gælder lige fra den behandling, vi får i sundhedsvæsenet, til den borgerservice, vi får på nettet og til den undervisning, der gives i folkeskolen, siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.
 
Konferencen kommer derfor hele vejen rundt om de muligheder og udfordringer, som digitaliseringen af den offentlige sektor giver. 
 
Blandt andet kan man høre, hvordan man kan bruge sundhedsdata til at behandle multisyge, hvordan førerløse biler bruges i Vesthimmerland, hvordan man håndterer borgernes personfølsomme data, hvordan man kan bruge robotter i den offentlige sektor og hvilke kompetencer offentlige ledere skal have for at udnytte digitaliseringen.
 
- Digitaliseringen handler ikke bare om at tage de rigtige teknologiske valg, men fx også om at vælge den rette strategi, at have it-parat lovgivning og have de nødvendige ledelsesmæssige kompetencer. Konferencen har derfor fokus på, hvad der skal til på både et praktisk og et strategisk niveau for at lykkes med digitaliseringen af den offentlige sektor, slutter Rikke Hvilshøj.