Fold arbejdet ud! Fordelene ved Definition of Done
Lasse Borris Sørensen fra Plan A Projects anbefaler ”Definition of Done” som et værktøj til projektarbejde. Lasse er underviser på DANSK IT’s kursus ”Agil Projektledelse.” Du kan her læse en artikel om Lasses ”Definition of Done,” som er en naturlig del af den agile tilgang og som han underviser i på kurset.
Definition of Done kan hjælpe jer til at få et endnu bedre overblik over, hvad I skal lave og på den måde hjælpe jer til at kunne levere til tiden. Først og fremmest får I et præcist billede af, hvor mange trin I rent faktisk skal igennem for at blive færdige med jeres leverancer og på den måde bliver jeres estimater mere præcise. Der er også en anden gevinst: I får et præcist billede af afhængighederne mellem de forskellige tasks – det kan hjælpe jer til at løse opgaverne uden at skulle vente på hinanden.
Derfor anbefaler vi Definition of Done til jer, der ønsker bedre overblik og øget præcision i jeres estimater.
Hvad er Definition of Done?
Som navnet indikerer, handler Definition of Done kort sagt om at definere, hvornår en leverance er færdig. I processen indgår tre parter; én som skal lave løsningen (typisk en udvikler), én som skal bruge løsningen (en forretningsperson) samt en eller flere testere. Hvis I vil have et udgangspunkt for Definition of Done, kan I bruge nedenstående.
Trin 1: En af jeres testere, en af jeres udviklere og en af jeres forretningspersoner (kunder) skriver en detaljeret specifikation af, hvad der skal leveres. Det er fristende at den ene skriver og herefter rundsender til de andre for kommentering, men lad være! Den fejl har vi begået og det er der ingen grund til, at I også gør. Det er vigtigt, at de tre parter laver specifikationen sammen. Det er nemlig dér, I får en fælles viden og løfter kvaliteten af specifikationen, som danner det vigtige grundlag til resten af arbejdet. På den måde undgår I fejl og om-igen-arbejde.
Trin 2: Løsningen udvikles/laves af udvikleren, så den er klar til at blive testet.
Trin 3: Det beskrives af den første testperson, hvordan kvaliteten på løsningen efterprøves.
Trin 4: Løsningen afprøves af den anden testperson, og det sikres, at kvaliteten på løsningen er i orden.
Det giver den højeste kvalitet, hvis det er to forskellige testpersoner, der beskriver efterprøvningen på løsningen og afprøver løsningen, så efterprøvningen ikke kun afhænger af én enkelt persons tilgang til løsningen.
Der kan være stor forskel på, hvordan de enkelte trin ser ud, alt efter hvilken leverance der er tale om, hvilket også gør, at Definition of Done bliver forskellig fra team til team. Ved IT-projekter er det eksempelvis forskelligt, hvilke trin der skal til, afhængigt af om leverancen handler om at integrere to systemer eller om at lave en brugergrænseflade.
Fordelene ved Definition of Done
Vælger du at bruge Definition of Done i dit projekt, er der mange fordele at hente. Først og fremmest er det med Definition of Done som fremgangsmåde muligt i teamet at skabe enighed om, hvad der skal til før leverancen er færdig. Herefter hjælpes I ad med at huske aktiviteter og i fællesskab kan I estimere deres omfang så præcist som muligt.
I projekter er der tit afhængigheder, hvor nogle ikke kan starte på en aktivitet, før andre er færdige med en anden aktivitet. Her risikerer I at bremse hinanden og forlænge projektets varighed, men ved kortlægningen af Definition of Done kender teamet alle aktiviteter og ved, hvem der er ansvarlig for dem, og det minimerer risikoen for at bremse hinanden.
Vi oplever meget ofte, at teamdeltagerne oplever en lettelse efter Definition of Done, fordi opgaverne bliver mere overskuelige og alle ved, hvad de egentlig skal lave.
En sidste fordel ved Definition of Done er, at estimaterne ved aktiviteterne bliver mere præcise, fordi det klarlægges fuldstændigt, hvad der skal laves under hver leverance, og risikoen for at glemme en aktivitet bliver mindre.
Hvad skal man gøre før, under og efter Definition of Done?
Det første skridt i Definition of Done er at samle hele teamet, så alle kan blive enige om hvilke trin, I skal igennem for at kunne sige, at I er færdige og i hvilken rækkefølge.
I kan bruge Definition of Done til at strukturere jeres sprintplan, da den giver de aktiviteter, der skal til per leverance. For hver leverance skal I estimere de relevante aktiviteter.
En vigtig pointe ved Definition of Done, og agil projektmetode generelt, er, at I bør være klar til at tilpasse og opdatere jeres Definition of Done, hvis I under processen f.eks. ser fordel i at slå nogle aktiviteter sammen eller har glemt at tilføje aktiviteter.