Trods åben dør til forretningen går danske CIOs ikke ind
Danske CIOs sidder fast i drift, selvom topledelserne hellere vil bruge dem til forretningen, viser undersøgelse fra DANSK IT og Rambøll.
Aldrig før har topledelsen i danske virksomheder været så åbne for at se på, hvordan it kan bidrage til forretningen. Alligevel udnytter danske CIOs ikke chancen for at komme tættere på forretningsledelsen. Det viser undersøgelsen IT i praksis® 2016, som Rambøll og DANSK IT netop har offentliggjort.
Danske topledere ønsker, at deres CIOs i højere grad deltager i at fastlægge forretningsstrategien og i at understøtte dem i tage beslutninger, viser dette års IT i praksis®. Men danske CIOs har ofte andre prioriteter.
Mens topledelsens fjerde største ønske til its rolle er at være centrale bidragere til at drive digital forretningsinnovation med involvering af kunder og slutbrugere, er denne rolle en bundskraber på en tolvteplads på CIOernes prioriteringsliste. Til gengæld prioriteres driften næsthøjest af de danske CIOs.
Rambøll og DANSK IT opfordrer til, at de danske CIOs udnytter en unik mulig for at blive en af de helt centrale drivkræfter for virksomhedernes forretningsinnovation. Ikke mindst i forhold til at skabe værdi for kunderne.
- Topledelsen i danske virksomheder ønsker oprigtigt at forstå, hvad it i virkeligheden kan, og de står med åbne arme for at modtage its bidrag til forretningen. Det er en skam, at danske CIOs ikke har opdaget, at topledelsen ønsker, at de i højere grad skal biddrage med indsigt i kundernes behov og i hvor markedet bevæger dig hen, ligesom de skal give ledelsens større støtte i at tage beslutninger. Hvis CIOerne ikke udnytter muligheden nu og takker ja til forretningsledelsens invitation til at være strategisk sparringspartner, er løbet kørt og alternativ it-sourcing vil igen komme på forretningens agenda, siger Steen Christensen, Direktør, Rambøll Management Consulting.
Hos DANSK IT peger man på, at forretningen bærer et stort ansvar for, at ikke flere CIOs har set, hvad der er på forretningens ønskeliste.
- Jeg forstår godt, at CIOen stadig har meget fokus på daglig it-drift og udvikling. For deres erfaring siger dem, at den mindste driftsforstyrrelse får stor opmærksomhed i virksomhedens topledelse. Men undersøgelsen giver et stærkt fingerpeg om, at tiden er inde til, at CIOerne for alvor påtager sig rollen som dem, der bidrager til forretningsinnovationen, siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.