Nye kræfter i Dansk IT's bestyrelse – med blik på næste skridt i den digitale udvikling
Der blev både sagt farvel, budt velkommen og taget hul på de store digitale spørgsmål, da Dansk IT den 26. marts 2026 afholdt generalforsamling i København.
Ny bestyrelse i Dansk IT
Bestyrelsen har efter generalforsamlingen følgende sammensætning:
- Finn Borgquist, administrerende direktør i Forbrugsforeningen (forperson)
- Simon Schulian, vicedirektør ved Center for Digitale Løsninger, Økonomistyrelsen (næstforperson)
- Louise Hvid Jensen, programchef, Egmont Fonden (næstforperson)
- Andreas Riise Olczyk, Head of Business Intelligence, Implement Consulting Group
- Klaus Stokbro Andersen, CEO og stifter af YouWe
- Pia Ullum, Vice President i den juridiske afdeling hos Dell Technologies
- Signe Horn Rosted, CIO og direktør for Tech & Innovation, Energinet
- Tor Valstrøm, cybersikkerhedsekspert og medejer af Klingenberg Data
- Nyt medlem: Anders Schøler Kollin, it- og digitaliseringschef, Viborg Kommune
-
Nyt medlem: Maja Voigt Øvlisen, Lead Business Information Security Officer, Norlys
To nye perspektiver ind i bestyrelsen
Med Anders Schøler Kollin og Maja Voigt Øvlisen træder to profiler ind i bestyrelsen med hver deres stærke faglige afsæt.
Anders bidrager med solid erfaring fra den kommunale virkelighed, hvor digitalisering skal fungere i praksis – med blik for både drift, udvikling og ledelse. Han indtræder i bestyrelsen med en klar ambition om at bringe forretningens behov og den offentlige praksis tættere ind i arbejdet.
Maja bringer et tydeligt fokus på cybersikkerhed og på at skabe sammenhæng mellem forretning og sikkerhed på tværs af organisationer. Hun ser bestyrelsesarbejdet som en mulighed for aktivt at bidrage til dialogen om sikker digital udvikling og styrke forståelsen på tværs af fagligheder og sektorer.
Sammen vil de styrke bestyrelsens arbejde i en tid, hvor kravene til både sikkerhed, styring og værdiskabende digitalisering er stigende.
Farvel til to stærke stemmer
Generalforsamlingen markerede samtidig et farvel til to bestyrelsesmedlemmer, der har sat tydelige aftryk på Dansk IT:
Tine Tuxen Løvstrand og Henrik Brix udtræder af bestyrelsen efter endt valgperiode.
Tine har været en markant stemme inden for cybersikkerhed – særligt i kraft af sin evne til at gøre komplekse problemstillinger tilgængelige og relevante. Gennem blandt andet webinarserien Sikkerhed i sofaen samt arbejdet i fagrådet for informationssikkerhed og udvalget Sikkerhed i Samfundet har hun været med til at løfte og nuancere sikkerhedsdagsordenen i Dansk IT.
Henrik har været en stærk repræsentant for den kommunale virkelighed og har gennem hele sin bestyrelsesperiode bidraget aktivt med perspektiver fra praksis. Han har stillet op i både medier og faglige debatter og været med til at sætte retning for diskussioner om offentlig digitalisering.
Henrik havde desværre ikke mulighed for at deltage i generalforsamlingen, men vi takker ham for hans store engagement og mange bidrag til Dansk IT gennem årene.
Fokus på digital suverænitet og medlemsdialog
Efter den formelle del blev blikket rettet fremad. Debatten om digital suverænitet tog fat i nogle af de mest aktuelle spørgsmål for både organisationer og samfund:
- Hvor afhængige er vi af globale tech-aktører?
- Hvad betyder suverænitet i praksis?
- Og hvordan balancerer vi sikkerhed, innovation og samarbejde?
Panelet lagde ud – men det var tydeligt, at diskussionen ikke stoppede dér. Med korte medlemsindlæg og en efterfølgende samtalesalon blev rummet åbnet op. Her fortsatte dialogen på tværs af roller og sektorer – om alt fra AI-kompetencer og cyberresiliens til open source og digitale rettigheder.
Dansk IT takker de mange medlemmer, der deltog i generalforsamlingen, for en engageret eftermiddag med gode drøftelser og vigtige perspektiver.
Med en ny bestyrelse på plads fortsætter arbejdet med at styrke it-fagligheden og sætte retning for den digitale udvikling i Danmark.