Fra kvantecomputere til AI-dilemmaer: Dansk IT tog fremtiden under lup
Hvordan kan man tage pulsen på fremtidens teknologi på én dag? Ved at samle mere end 200 it-professionelle til Super Onsdag. Her mødtes vi under samme tag for at dykke ned i alt fra kvantecomputere til AI-dilemmaer. Netværk, videndeling og højt humør satte rammerne for en dag, hvor fremtidens digitale udfordringer og muligheder blev belyst af nogle af de skarpeste hjerner i branchen.
Onsdag den 18. september 2024 samlede Dansk IT over 200 deltagere til vores unikke konferencekoncept, Super Onsdag, på Clarion Hotel Copenhagen Airport. Tre konferencer - Lederfokus, IT Jura og Cyber Security - blev afholdt under samme tag, og dagen bød på mere end 20 oplæg og sessioner om de nyeste trends inden for digitalisering og teknologi.
Stemningen var høj, og deltagerne havde rig mulighed for at udveksle viden, netværke, blive opdateret på det seneste inden for deres felt og samtidig få inspiration fra andre discipliner. En af deltagerne, Micael Pedersen fra Københavns Universitet, beskriver oplevelsen således:
"Jeg deltog i dagens konference og vil bare sige, at det var virkelig godt. Jeg er blevet både oplyst, har grint og haft gode snakke med deltagerne. Stort tak fra mig, det er en af de bedste konferencer, jeg har deltaget i, og jeg glæder mig allerede til næste år."
📸 Se billederne fra dagen her:
Vi glæder os allerede til at byde jer velkommen igen næste år til en dag fyldt med ny viden, netværk og inspiration!