Se alle billederne fra Dansk IT's årskonference – SummIT 2024

Igen i år var der talstærkt fremmøde til Dansk IT årlige medlemskonference – nu med det nye navn SummIT 2024.

I torsdags slog Dansk IT dørene op for medlemmer fra nær og fjern til årskonference med masser af spændende vidensdeling om højaktuelle emner som AI, digital modenhed og hvordan viden om menneskehjernen kan forbedre vores digitalisering.

Kan sprogmodellerne holde, hvad tech-giganterne lover?

Første taler var Serge Belongie, professor i datalogi ved Københavns Universitet og leder af Pioneer Centre for Artificial Intelligence. Med en tankevækkende præsentation af hvor AI-teknologien er på vej hen, og hvad vi kan forvente os af de store sprogmodeller, satte Belongie den hæsblæsende udvikling i et nyt, realistisk perspektiv.

Digital modenhed – sådan kommer I videre

Kort efter gik Pernille Kræmmergaard, direktør i DI2X og digital vismand på scenen for at præsentere et nyt rammeværktøj til måling og udvikling af organisationers digitale modenhed. I seks trin beskriver Pernille Kræmmergaard vejen fra ingen til stor digital modenhed og de strategier/handlemønstre, der skal til for at komme fra et trin til det næste. Metoden er hentet fra hendes nye bog "Mind the gap", der udkom i maj 2024.

Hvordan udvikler vi "hjernevenlig" it?

Eftermiddagens sidste oplæg kom fra Sarah Aalborg, CISO i Tivoli. Her belyste hun digitalisering fra et anderledes helikopterperspektiv på, hvordan vores hjerner fungerer. Blandt andet ved at forklare hvordan hjernen altid søger at spare tankekraft ved hjælp af forudantagelser (biases) og ved at forstå nye fænomener i kraft af, hvad vi ved i forvejen. Sarah Aalbors pointe: Digitalisér på hjernens præmisser – det gør en verden til forskel.

Networking, grillpølser og fadøl under åben himmel

Som afslutning på eftermiddagens videns–tour de force trak alle deltagere ud i gården til hyggeligt samvær, pølser fra grillen og et godt glas fadøl. Dansk IT sender en varm tak til alle deltagere og de dygtige indlægsholdere – vel mødt igen til næste år!