Dansk IT ansætter ny adm. direktør
Foreningen og interesseorganisationen Dansk IT får ny adm. direktør. Det bliver Jeanette Hartz, der kommer til at stå i spidsen for Dansk IT fra den 1. maj.
Jeanette Hartz er ny adm. direktør i Dansk IT. Hun kommer fra en stilling som Director for medlemsområdet og digital forretningsudvikling i Forbrugerrådet Tænk. Her har hun siden 2015 stået i spidsen for bl.a. at sikre en markant medlemsvækst, udvikle forretningsstrategien, introducere nye digitale medlemsfordele og indgå nye partnerskaber.
Ansættelsen af Jeanette Hartz sker efter en grundig ansættelsesproces, hvor et eksternt rekrutteringsfirma i samarbejde med et ansættelsesudvalg i Dansk IT har ført samtaler med relevante kandidater. Herefter har bestyrelsen i Dansk IT i sidste ende valgt at pege på Jeanette Hartz som ny adm. direktør for foreningen.
”Vi har valgt Jeanette Hartz på baggrund af en rigtig god dialog om potentialet for at styrke Dansk IT yderligere i de kommende år. Dansk IT har allerede en flot medlemsvækst, så opgaven bliver at føre alt det gode videre og at være med til at sikre, at vi sætter os nye ambitiøse mål for fremtiden,” forklarer Dansk IT’s bestyrelsesformand, Lisa Herold Ferbing.
”Vi er gået efter en person med en bred digital viden og en solid indsigt i, hvordan man driver en medlemsforening. Vi er ambitiøse og vil meget med Dansk IT – og vi har stor tillid til, at Jeanette Hartz er den rette person til at stå i spidsen for at føre Dansk IT videre til næste niveau,” siger Lisa Herold Ferbing.
Ser frem til opgaven i Dansk IT
Jeanette Hartz har før hun kom til Forbrugerrådet Tænk haft en lang række lederstillinger i det private erhvervsliv. Hun har bl.a. været adm. direktør i Elsalg og Energioptimering (under Scanenergi-koncernen), partner og udvikler indenfor abonnementsforretninger, finansiering og partnerskaber i InnovationCity, CMO i SEAS-NVE (nu Andel) og SVP for Marked og Forretningsudvikling i TDC Kabel TV.“Jeg er meget optaget af, at vi skal have styrket og udviklet det digitale Danmark – og herunder ikke mindst kompetenceniveauet i den danske befolkning. Det arbejde spiller Dansk IT en helt central rolle i, så jeg glæder mig enormt meget til at skulle være en del af foreningens videre rejse i et tæt samarbejde med både medarbejdere, medlemmer og alle Dansk IT’s vigtige fagråd og udvalg,” udtaler Jeanette Hartz.
Jeanette Hartz ser ikke mindst frem til at skulle være med til at videreudvikle Dansk IT’s nye lærings- og vidensplatform, DIT Akademi, samt at være med til at styrke foreningens faglige og politiske aktiviteter.
”Dansk IT’s største styrke er det faglige fællesskab og den meget brede opbakning fra både den offentlige og den private sektor, som medlemmerne er et udtryk for. Det er et imponerende økosystem og et fællesskab, som udgør et stærkt fundament for, at Dansk IT kan bidrage til at styrke digitaliseringen og danskernes digitale kompetencer,” lyder det fra Jeanette Hartz.
”Mit fokus kommer i høj grad til at være på, hvordan vi skaber mest mulig værdi for medlemmerne. Her er DIT Akademi et rigtig godt udgangspunkt for både at kunne tiltrække og fastholde medlemmer. Det er en digital platform med et meget stort potentiale,” siger den kommende direktør i Dansk IT.
Dansk IT har medlemsvækst – og nye medlemstilbud
Dansk IT, der har eksisteret siden 1958, har i de senere år haft en kraftig medlemsfremgang. Det skyldes både en ihærdig indsats for at indgå nye strategiske partnerskaber med både virksomheder, offentlige myndigheder og faglige organisationer og lanceringen af en række nye medlemsfordele, der er samlet på den digitale platform DIT Akademi.Dansk IT udbyder også kurser, certificeringer, netværksgrupper, konferencer og digitale værktøjer som senest det nye HackerStop. Samtidig står Dansk IT bag Danmarks største konference om offentlig digitalisering, OffDig, der netop har været afholdt i Aarhus med det højeste deltagerantal nogensinde – 1641.
Sidst, men ikke mindst, har Dansk IT en række politiske udvalg, fagråd og arbejdsgrupper, der er drivkraften bag Dansk IT’s virke som en uafhængig interesseorganisation, der er baseret på et stærkt fagligt fundament.
Dansk IT’s tidligere adm. direktør, Rikke Hvilshøj, stoppede ved udgangen af februar efter seks år på posten. Jeanette Hartz begynder i stillingen som adm. direktør i Dansk IT den 1. maj.
Om Jeanette Hartz
Udvalgte stillinger:2015- Director for medlemsområdet, Forbrugerrådet Tænk
2013-2015 Direktør, Scanenergi Elsalg og energirådgivning
2010-2013 Partner, InnovationCity CPH. Forretningsudvikling og finansiering
2005–2010 CMO i SEAS-NVE
2003-2005 SVP, Marked og Forretningsudvikling, TDC Kabel TV
Uddannelse:
Digital strategi og Markedsføring: 1-årig diplomuddannelse på IAA
MBA enkeltfag: Strategic Business Management
Certificeret Pathfinder: High performance teambuilding og personlig udvikling
INSEAD Frankrig: Customer Excellence program
Wharton Business School, Philadelphia, Leadership & technology program
MSc Economics and Business administration, CBS Copenhagen
Yderligere information
Lisa Herold Ferbing, bestyrelsesformand i Dansk IT, + 45 28 78 10 71, lhf@dit.dkKim Stensdal, chef for kommunikation og viden i Dansk IT, +45 22 79 43 73, ks@dit.dk