Hackerstop.dk: Rejsen til en sikker digital kultur starter her
HackerStop er navnet på Dansk IT’s nye digitale værktøj til at styrke virksomheders cybersikkerhed. Kom nemt og hurtigt i gang med at anvende HackerStop - det er helt gratis.
Cybertruslerne mod danske virksomheder står i kø i disse år. De it-kriminelle skyr ingen midler for at kompromittere virksomhedernes digitale infrastruktur i forsøget på at få fingrene i forretningskritiske data. Det er en konstant kamp at dæmme op for cyberangreb og -trusler for danske virksomheder.
Det nye digitale initiativ, HackerStop, er et vigtigt værktøj for virksomhederne i arbejdet med at styrke cybersikkerheden. Med HackerStop kan virksomhederne nemlig hurtigt, nemt og uden omkostninger måle arbejdspladsens digitale adfærd og generere skræddersyede og konkrete anbefalinger og værktøjer til at forbedre arbejdspladsens sikkerhedsadfærd.
”Vi ved, at trusselsbilledet hele tiden udvikler sig, og at virksomhederne hurtigt kan havne i ekstremt alvorlige situationer, hvis der ikke er styr på den fundamentale cybersikkerhed. HackerStop er et vigtigt redskab til at kunne styrke sikkerheden på de danske arbejdspladser. Det er nemt at komme i gang – og så er det gratis for virksomheder,” siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør i Dansk IT, der sammen med Industriens Fond og Networked Business Initiative er initiativtagerne bag HackerStop.
HackerStop er målrettet de små- og mellemstore virksomheder, der udgør langt størstedelen af de danske virksomheder, men alle kan have gavn af at benytte værktøjet på hackerstop.dk
Målet med HackerStop er både at sikre virksomhederne det nødvendige overblik her og nu, men også at etablere en kontinuerlig awareness og et redskab, der bidrager til at skabe en sikker digital adfærd på arbejdspladsen. HackerStop matcher virksomhedernes profil med handlingsanvisende tiltag, kurser og målrettet rådgivning fra relevante aktører i markedet.
”Langt de fleste virksomheder har forstået, hvorfor cybersikkerhed skal tages alvorligt, men det svære er at få overblikket over, hvor og hvordan man skal sætte ind. Det er her, den virkelige udfordring ligger."
"Med lanceringen af HackerStop har virksomhederne nu et konkret værktøj til at sikre, at man løbende styrker cybersikkerheden og dermed også virksomhedens konkurrenceevne. I Industriens Fond bakker vi op om initiativet, da det hjælper virksomhederne med at handle på deres sårbarheder og behov inden for cybersikkerhed,” forklarer Malene Stidsen, der er programchef for Industriens Fonds særlige indsats inden for cybersikkerhed. Industriens Fond har støttet projektet med 2,7 millioner kroner.
Sådan fungerer HackerStop
På hackerstop.dk får virksomhederne adgang til en række spørgsmål inden for syv områder relateret til kultur og adfærd med it-sikkerhed.
Medarbejdernes anonymt svar samles i en rapport, der giver ledelsen et godt overblik over, hvor virksomheden er mest sårbar.
Rapporten giver adgang til anbefalinger over, hvor og hvordan man bør sætte ind med nye indsatser og tiltag, samt hvordan man kan følge udviklingen over tid gennem gentagne målinger og derved forsætte det kontinuerlige arbejde med sikker digital adfærd på arbejdspladsen.
Til at hjælpe med at løfte virksomhederne og hjælpe virksomhederne, giver HackerStop adgang til et netværk af partnere, som kan støtte virksomhederne med tiltag, teknologi og uddannelse og derved hjælpe virksomheden, hvor der er mest brug for det.