Dansk IT klar med nyt kompetence-tilbud: Få abonnement til førende e-læringsplatform

Dansk IT har indgået et nyt samarbejde med Skillsoft, en af verdens førende platforme til e-læring. Med 7.000 e-læringskurser og 65.000 videoer er Skillsoft din adgang til kompetenceudvikling, når og hvor det passer dig.

Skillsoft

Har du behov for at få bedre styr på DevOps? Vil du gerne anvende de nyeste rammeværker og modeller inden for agil projektledelse? Er du sulten efter at styrke dine kompetencer inden for digital transformation, virtuelt samarbejde og machine learning?

Så har Dansk IT nu et rigtig godt tilbud til dig. Vi har nemlig indgået et nyt samarbejde med Skillsoft, der er en global sværvægter på e-læringsområdet. Det er kompetenceudviklingens svar på Netflix; en lækker og intuitiv videoplatform, hvor du let får overblikket over, hvor langt du er nået i et konkret videokursus og samtidig konstant bliver inspireret til at styrke dine kompetencer. 

- Der er ingen tvivl om, at det enorme indholdsunivers på Skillsoft vil tiltale rigtig mange, der arbejder professionelt med it og digitalisering. Der er noget for enhver smag og for alle faglige profiler, og kvaliteten er høj, forklarer Louise Wagner, chef for efteruddannelse i Dansk IT.  

Normalt er det ikke muligt for individer at købe sig adgang til Skillsoft, så derfor åbner Dansk IT nu for denne mulighed som noget helt eksklusivt. Samtidig har Dansk IT fået mulighed for at give større grupper af medarbejdere fra danske arbejdspladser adgang til platformen, ligesom medlemmer af Dansk IT får rabat på Skillsoft. 

Kompetenceudviklingens svar på Netflix

Skillsoft har på verdensplan omkring 400 millioner brugere, hvoraf mange kommer fra store globale koncerner. 65 procent af Fortune 500-virksomhederne anvender således Skillsoft til at træne og kompetenceudvikle deres medarbejdere. 

- Dels matcher indholdet på Skillsoft de kompetencebehov, man har i både store og små virksomheder og organisationer, dels er selve platformen meget moderne, intuitiv og lækker i designet. Man kan sammenligne det lidt med Netflix – bare med en helt anden type indhold, der retter sig mod den faglige kompetenceudvikling på det digitale område, lyder det fra Louise Wagner fra Dansk IT.

Hun peger på, at Skillsoft-konceptet passer perfekt til den tid, vi lever i.  

- Dansk IT’s medlemmer sætter pris på at kunne udvikle deres kompetencer, når det passer dem i deres travle hverdag med både arbejde og familieliv. Med Skillsoft kan man nemt styrke sine kompetencer både tirsdag aften og torsdag formiddag. Det er brugerne selv, der bestemmer. Samtidig vil Skillsoft være en kæmpe gevinst for mange virksomheder i en coronatid, hvor de fysiske kurser har lidt svære vilkår. Behovet for kompetenceudvikling er jo bestemt ikke forvundet.

Sådan fungerer løsningen

Skillsoft, der blev stiftet i 1998, har i dag 2.500 medarbejdere. Indholdet på platformen centrerer sig om fire hovedområder: Business & Leadership Skills, IT Skills & Certification, Digital Skills og Compliance. En af de funktioner, som Skillsoft har som noget helt unikt er ”Aspire Journeys”, der hjælper brugerne med at ’mappe’, hvor de befinder sig rent kompetence- og karrieremæssigt, og hvordan de så kan nå til et nyt niveau ved hjælp af e-læring. 

Indholdet fra Skillsoft bliver leveret via løsningen Percipio, der bl.a. sikrer det flotte visuelle design, og at indholdet kan tilgås fra både pc’en og de mobile platforme. Percipio bygger på moderne læringskoncepter med f.eks. kontekstbaseret læring, anbefalinger om nyt indhold, quizzer og tips & tricks.  

Fordi Skillsoft-indholdet leveres via Percipio, har Dansk IT mulighed for at supplere alt det internationale indhold med vores eget danske indhold. 

- Det kommer vi naturligvis til at udnytte i stor stil. På den måde er konstellationen Skillsoft, Percipio og Dansk IT uhyre interessant for alle, der ønsker at styrke sine kompetencer online. Det er et samarbejde, vi har store forventninger til, fordi det passer perfekt sammen med Dansk IT’s mission om at styrke alle danskeres digitale kompetencer, lyder det fra Louise Wagner, chef for efteruddannelse i Dansk IT.

Køb abonnement

Alle har mulighed for at få 14 dages gratis prøveperiode på Skillsoft-platformen. Du kan se priserne, læse mere om løsningen og bestille abonnement på dit.dk/skillsoft.