Generalforsamling 2020: Disse stærke profiler stiller op til Dansk IT’s bestyrelse

Fem bestyrelsesmedlemmer er på valg og to nye profiler kandiderer til en plads i bestyrelsen, når Dansk IT afholder generalforsamling i foreningens nye Medlemshus tirsdag d. 31. marts.

Fem medlemmer stiller op til genvalg: Henrik Brix, Jacob Hallager, Tine Tuxen Løvstrand, Per Ahlmann Andersen og Pernille Geneser. Til de to ledige pladser i bestyrelsen foreslår bestyrelsen Rolf Heide-Ottosen og Thomas Krogh Jensen.

På genvalg: Pernille Geneser, CIO hos Stark

Pernille er oprindeligt uddannet Cand.merc. fra Aarhus Handelshøjskole og begyndte sin karriere i logistik hos ECCO og senere, og med mere og større it-fokus, hos JYSK og ARLA. Pernille påbegyndte sin CIO-karriere i 2011 hos ECCO, og skiftede i 2013 til BESTSELLER.

I 2016 var Pernille nomineret til Årets CIO og parallelt med CIO-rollen er Pernille også aktiv i andre it-organisationer – henholdsvis som bestyrelsesmedlem i Unit IT og bestyrelsesformand i IT Optimiser.

Som Group CIO i Stark står Pernille i det daglige i spidsen for en international it-afdeling i en virksomhed med ca. 10.000 medarbejdere.

Digitalisering er et område som rangerer meget højt på Pernilles agenda – både i hendes virke ved Stark og i hendes tilgang til it generelt.

Pernille har ligeledes en stor interesse i den næste generation af it-medarbejdere – herunder hvilke it-kompetencer Danmark skal have – nu og i fremtiden. En interesse som er afspejlet i hendes deltagelse i executive-level aftagerpanelet på IT-Universitet, og som også vil være omdrejningspunktet i hendes bestyrelsesarbejde i Dansk IT.

På genvalg: Tine Tuxen Løvstrand, sikkerhedsrådgiver og ejer af Tinetuxen ApS

Tine Tuxen Løvstrand er specialist i cybersikkerhed og datasikkerhed og selvstændig rådgiver med Tinetuxen ApS, hvor hun arbejder med alle aspekter af it-sikkerhed - fra det strategiske niveau, over governance, risk and compliance til de mere tekniske aspekter som f.eks. tekniske vurderinger af løsninger.

Tine er oprindelig uddannet svagstrømsingeniør og har arbejdet med it i mere end 20 år igennem hele sin professionelle karriere, heraf mere end 10 år med it-sikkerhed i forskellige organisationer og brancher. Bl.a. har hun en fortid hos Tryg, NNE og BRFKredit, ligesom hun har været it-sikkerhedsrådgiver hos PET.

Tine tager altid en risikobaseret tilgang til sikkerhed, dvs. risici skal reduceres til acceptabelt niveau. Som en del af dette er hendes fokus altid at arbejde på at få det basale på plads og dermed få etableret en fornuftig baseline, inden der kigges på det mere avancerede.

Udover at være medlem af bestyrelsen er Tine også medlem af Dansk IT’s fagråd for Informationssikkerhed.

På genvalg: Per Ahlmann Andersen, Senior Director hos Carlsberg Group

Per Ahlmann Andersen er til daglig senior director hos Carlsberg. Han har været medlem af Dansk IT siden 2006, og er aktiv i Strategisk Netværk for CIO's.

Han er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet og har i næsten hele sin karriere beskæftiget sig med it og digitalisering. Indledningsvis i konsulentbranchen hos henholdsvis Andersen Consulting og PA Consulting, hvor grundstenene for en efterfølgende karriere som it-chef i detailhandelen blev lagt. Først som it-chef hos IC Companys med globalt butiksnetværk, herefter som CIO hos Dagrofa, som blandt andet har kæderne Menu og SPAR.

Per Ahlmann Andersen har tidligere været med til at stifte et teknologiselskab (TradeConnect) i joint venture med GS1 Ungarn. Selskabet har bygget en ny platform til understøttelse af GS1 organisationers virke med nyt brugergrænsesnit og forbedrede features - alt sammen med det formål at øge brugen af standarder og sænke omkostningerne i værdikæden.

Gennem hele sin karriere har Per fokuseret på digitalisering og ledelse. Han har en forkærlighed for at arbejde med nytænkning indenfor metode, platform og arkitekturer.

Per ønsker yderligere at bidrage til kompetence og ressource-agendaen på det danske it-arbejdsmarked til gavn for virksomheder og unge som skal i gang på arbejdsmarkedet.


På genvalg: Henrik Brix, CIO hos Favrskov Kommune

Henrik Brix er it- og digitaliseringschef i Favrskov Kommune og har været det siden kommunesammenlægningen i 2007. Inden da var Henrik ansat i ICL/Fujitsu som afdelingschef i en afdeling, der udviklede it-løsninger til kommunerne. Henrik har således beskæftiget sig med kommunal og offentlig it og digitalisering i hele erhvervskarrieren.

Henrik er formand for de kommunale it-chefer i foreningen KITA. Foreningen arbejder for at skabe bedre vilkår for kommunal digitalisering – såvel indenfor som udenfor de kommunale organisationer. Det betyder bl.a., at foreningen aktivt understøtter samarbejder og fællesskaber mellem kommunerne i en digitaliseringskontekst.

Henrik er optaget af mulighederne med open source-software og sidder i OS2-bestyrelsen. OS2 betyder ”Offentligt Samarbejde” og ”Open Source” og er et offentligt digitaliseringsfællesskab, som er åbent for alle offentlige myndigheder og leverandører, der kan tilslutte sig fællesskabets formål og Code og Conduct. Fællesskabet faciliterer og udbyder udviklingsopgaver til markedet og frembringer på den måde åbne it-løsninger tilpasset de konkrete behov.

Siden 2013 har Henrik været formand for Kommunernes It-Arkitekturråd, der ”ejer” den fælleskommunale rammearkitektur. De muligheder og den åbenhed som rammearkitekturen understøtter, har allerede ændret det kommunale digitaliseringsmarked i retning af flere leverandører, mere genbrug af data og funktionalitet og større konkurrence.

Henrik er også optaget af at skabe de bedste betingelser for at bringe den digitale infrastruktur i form af mobil- og bredbånd op på et endnu højere niveau, da det er en afgørende forudsætning for realisering de potentialer vi har i Danmark.

På genvalg: Jacob Hallager, Senior Director hos SAP

Jacob Hallager er Senior Solution Executive i SAP Danmark, hvor han er kundeansvarlig for løsninger der bruges af finansfunktionen og risikostyring blandt Danmarks største virksomheder.
Tidligere har Jacob bl.a. været commercial direktør i 2021.AI, Executive Director i SDC A/S og salgsdirektør i TIA Technology. Jacob Hallager har en mastergrad i økonomi fra Københavns Universitet.

Jacob har i mere end 15 år arbejdet i den finansielle service- og it-sektor både i Dansk og nordisk sammenhæng. Her har han specialiseret sig i transformationsprogrammer, risikostyring, kundebehov og analyser, ligesom han har stor erfaring med salg af store og komplekse løsninger (core systems, advanced analytics og customer experience management), der involverer mange parter.

Hertil er Jacob også angel investor og aktivt bestyrelsesmedlem i flere startup-virksomheder - bl.a. Comadso, Swiipe og Matter.

Jacob vil som bestyrelsesmedlem i DANSK IT især fokusere på, hvordan man får skabt den rette balance mellem it og medarbejderne i fremtidens bioniske virksomhed. Desuden ønsker han endnu mere synlighed omkring værdiskabelsen gennem it og nye forretningsmodeller.

På nyvalg: Rolf Heide-Ottosen, Management Consultant i Implement Consulting Group

Rolf Heide-Ottosen er managementkonsulent hos Implement Consulting Group, hvor han rådgiver virksomheder om, hvordan de kan forkorte deres udviklingsprocesser, sætte fokus på impact frem for leveringer og prioritere de rigtige projekter. Han har tidligere arbejdet på en række it-fokuserede projekter i Life Science, FMCG og Retail brancherne.

Rolf har boet 20 år i udlandet og har en MSc. i Innovation, Entrepreneurship og Management fra Imperial College London.

Tidligere har Rolf arbejdet med strategi- og produktudvikling for Anheuser-Busch InBev, LEGO og Bang & Olufsen.

Han håber at kunne bidrage med nye ideer og en lidt anderledes kommerciel og kreativ baggrund, samt bruge hnas læring fra talrige projekter for Danske virksomheder, til at støtte Dansk IT på rejsen mod at styrke og udvikle digitalisering og it-kompetencer i Danmark.

På nyvalg: Thomas Krogh Jensen, CEO i Copenhagen Fintech

Thomas er direktør i Copenhagen Fintech. Den første og største dedikerede FinTech (Financial Technology) forening i Norden med over 200 medlemmer fra den danske finans-, forsikrings- og pensionsbranche samt 50 startups i FinTech Lab med co-innovation space, inkubator og accelerator. Visionen er at gøre København og Danmark til en af de ledende FinTech hubs i den globale finansielle sektor ved at understøtte og fungere som katalysator for næste-generations teknologidrevne innovatører - både startups og etablerede virksomheder.

Thomas har en lang ledelsesmæssig baggrund fra den finansielle sektor fra nogle af de største danske, nordiske og globale finansielle virksomheder. Ansvarsområderne har været digital strategi, salg og marketing, kommunikation, it og innovation, projektledelse og produktudvikling. Thomas har altid fungeret bedst i krydsfeltet mellem kunder, teknologi og innovation. Han har en MBA fra DTU i Teknologi og Innovation. 

I sit virke som bestyrelsesmedlem vil Thomas bl.a. bidrage med hans indsigt i og forståelse for iværksættermiljøet og opbygning af (fin)tech-klynger, 25 års erfaring fra den finansielle sektor med forandringsledelse, store transformationer og it-projekter samt hans viden om nye generationer af innovatører og tech-iværksættere.

Udtræder: Per Tejs Knudsen, direktør i cBrain

Per Tejs Knudsen udtræder af bestyrelsen, da han ifølge vedtægterne ikke længere kan fortsætte. Per Tejs Knudsen har været medlem af bestyrelsen i ni år og har ydet en stor indsat for foreningens arbejde, særligt inden for offentlig digitalisering.

Generalforsamling

Meet & Inspire - Tirsdag - d. 31-3-2020

Tilmeld online generalforsamling 2020

DANSK IT årsberetning

Artikel - Tirsdag - d. 3-11-2015

Årsberetning