Tre tips til hvordan du holder dig opdateret om spændingsfeltet mellem it og jura

Her giver Henrik Udsen, professor dr.jur., dig tre tips til, hvor du kan holde dig opdateret med de væsentligste it-retslige domme i Danmark og EU.

På årets netop overståede IT Jura-konference gennemgik Henrik Udsen de vigtigste juridiske begivenheder i it-branchen det forgange år og ikke mindst deres betydning for fremtidige it-juridiske sager. Her har han tre tips til dig, der ønsker at holde dig opdateret:

1) Oversigt over GDPR-domme i EU

GDPR Enforcement Tracker giver dig en oversigt over bøder og sanktioner, der er blevet pålagt af databeskyttelsesmyndigheder i EU i henhold til GDPR og DSGVO. Her kan du se de involverede parter, få et resumé af de vigtigste spørgsmål samt resultatet af sagen.
Læs mere

2) Sidste nyt om it-kontraktret

It-kontraktret.dk er en vidensportal for it-kontraktret, som er oprettet og drives af professor, dr.jur. Henrik Udsen. Her finder du en domsdatabase over it-kontraktlige domme primært fra Danmark og Norge, standardkontrakter, litteraturoversigt, studenterafhandlinger mv. Siden er forholdsvis ny, men opdateres løbende.
Læs mere

3) Udviklingen i databeskyttelsesretten

På Datatilsynets egen hjemmeside finder du en oversigt over alle tilsynets afgørelser.

Du kan fx også finde et udvalg af tilladelser og afslag på de områder, hvor der er søgt om tilladelse til deling af personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningen. Og så har Datatilsynet lavet en podcast om GDPR, hvor forskellige medarbejdere fra Datatilsynet har rollen som vært og fortæller om et emne, der er særligt relevant for små og mellemstore virksomheder.
Læs mere

Få adgang til hele oplægget i Dansk IT's videotek

Henrik Udsens oplæg på dette års IT Jura-konference, Årets it-retlige nyhedsopdatering, var fordelt over to dage.

I den første nyhedsopdatering fokuserede Henrik Udesen på det seneste års nyheder inden for it-kontraktretten og databeskyttelsesretten, hovr han bl.a. gennemgik Højesterets dom i sagen om digital tinglysning, Justitsministeriets endelige vejledning om lokaktionskravet (krigsreglen), EU-Domstolens dom i C-666/18 om erstatningsgrundlaget ved krænkelse af softwarelicensaftale og udvalgte afgørelser fra Datatilsynet.

I den anden nyhedsopdatering fokuserede Henrik Udsen på nyheder inden for immaterialretten, e-handelsretten og anden it-ret, bl.a. EU-Domstolens domme i C-263/18 om adgang til videresalg af e-bøger og C-18/18 om internettjenesters pligt til at hindre gentagen upload af samme krænkende materiale, den nye P2B-forordning og en række andre EU-lovgivningsinitiativer.

Hvis du gik glip af IT Jura-konferencen har du mulighed for at købe adgang til den samlede konference i Dansk IT's videotek. Konferencen giver samlet 6 lektioner og alle deltagere får tilsendt et kursusbevis som dokumentation for efteruddannelse. Læs mere