17 tips til at styrke klimaindsatsen
Stort set alle danske virksomheder og organisationer har ambitioner om at blive mere klimavenlige, derfor har Dansk IT og Dansk Metal udarbejdet Den Grønne Tjekliste med 17 tips, der skal hjælpe til at styrke klimaindsatsen.
Man behøver hverken avancerede strategier eller millioninvesteringer for at komme i gang. Klimaindsatsen kan sagtens gøres helt konkret – og det handler ikke kun om at spise mindre oksekød eller om at flyve mindre. Man kan fx starte med at rydde op på filserveren og indstille medarbejdernes pc’er på den optimale måde.
Digitaliseringen og de mange teknologiske gadgets, vi omgiver os med, er også med til at sætte et negativt aftryk på klimaet, fordi de bruger strøm, og fordi både produktionen af dem og bortskaffelsen af dem belaster klimaet.
Heldigvis er der en række ting, man kan gøre på den teknologiske front for at blive mere grøn som virksomhed. Dansk Metal og Dansk IT kommer her med en række anbefalinger til, hvilke tekniske tiltag danske virksomheder med fordel kan give sig i kast med. Vi fokuserer på de oplagte tekniske tiltag, der måske enkeltvis ikke revolutionerer det store, men samlet set bestemt kan gøre en forskel for virksomhedens grønne profil.
Samtidig er der tale om tiltag, som netop de it-medarbejdere, der er medlem af Dansk Metal og Dansk IT, har de faglige kompetencer til at gå i gang med at implementere.
Læs de 17 tips til at styrke klimaindsatsen: Den grønne tjekliste