Open source i staten: Statens IT eksperimenterer med Linux-løsninger til nogle brugere

Statens IT undersøger mulighederne for at udstyre visse it-brugere i staten med open source-baserede computere. Det handler om innovation og om at gøre op med en monokultur, lyder det fra Michael Ørnø, direktør i Statens IT og næstformand i DANSK IT.

Open source

Mindre monokultur og mere innovation. Nogenlunde sådan kan man beskrive baggrunden for, at Statens IT undersøger mulighederne for at anvende open source-baserede computere til visse brugere i staten. Det fortæller Michael Ørnø, direktør i Statens IT og næstformand i DANSK IT. 

- Jeg mener ikke noget om, hvorvidt det ene eller det andet er bedst. Rigtig mange af de kommercielle produkter er virkelig gode. Det er open source-løsningerne også. Men jeg har en vision om, at vi i fremtiden ikke har en monokultur, fortæller Michael Ørnø.

Fire open source-workshops
Under BornHack-festivalen, der fandt sted i sidste måned, kunne deltagerne opleve fire workshops arrangeret af Statens IT, hvor målet var at udveksle erfaringer om open source og undersøge mulighederne for at designe en open source-løsning til bestemte it-brugere i staten.  

Målet var at lave en open source-baseret løsning til det, man kan betegne som ”non-office workers” i staten. Det er personer, der ikke sidder ved en computer hele dagen, men alligevel har brug for at kunne tilgå forskellige informationer digitalt og også gerne skal inkluderes i det digitale fællesskab i form af f.eks. intranettet. 

- Idéen har været at prøve at se, om vi kunne bruge BornHack til at få noget inspiration til, hvordan man kan lave en open source-løsning. Vi blev enige med BornHack-folkene om at sætte et telt op derovre og så bruge det som en lejlighed til at netværke med en række open source-folk og til at afholde fire workshops, fortæller Michael Ørnø. 

Jeg har en vision om, at vi i fremtiden ikke har en monokultur
Han slog også selv sit telt op på BornHack (der i år for første gang blev afholdt på Fyn) og deltog derfor også i de fire workhops. 

- Vores workshops var velbesøgte. Der var forskellige temaer på hver workshop. Den første workshop handlede f.eks. om, hvilken Linux-distribution det vil være klogt at bruge som klient-OS. Det gav os virkelig noget godt input.  

Handler både om økonomi og innovation
Hvad er den primære drivkraft ifht. at vælge en open source-løsning til bestemte medarbejderprofiler?    

- Det handler selvfølgelig om omkostninger. Hvis pengene ikke spillede nogen rolle, kunne vi bare sprøjte vores eksisterende løsninger ud. Men det handler i høj grad også om at prøve at innovere.

Michael Ørnø, der i DANSK IT både er næstformand i bestyrelsen og formand for Fagrådet for it-drift og service, forklarer, at arbejdet med open source-løsninger er meget anderledes for en it-afdeling. 
Michael ørnø
Michael Ørnø


Traditionelt vil man ved valg af en kommerciel løsning skulle afdække markedet og lave udbud, før man kan komme i gang med at implementere. 

- Hvis du er i open source-verdenen, tager du bare ned fra hylderne, hvad du har lyst til at bruge. Men du skal så give noget igen til miljøet, lyder det fra Michael Ørnø, der tilføjer, at det med at give tilbage var et centralt formål med at deltage på BornHack: 

- Vi skal finde ud af, hvordan vi bliver en fornuftig aktør i et open source-setup. Man kan sagtens være en snylter, men hvis man vil have god karma og god support, skal man også have noget input til, hvordan man som virksomhed agerer i den verden. Derfor handlede BornHack for os også rigtig meget om at få skabt et godt netværk. 

Nogle anvender allerede Mac – så hvorfor ikke Linux?
Hvis nogen spørger dig, hvorfor hele staten ikke bare kører open source, hvad svarer du så?

- Det skyldes blandt andet traditioner og historie. De løsninger, man har valgt historisk, er langt hen ad vejen velfungerende. Der er investeret rigtig meget i de ting, man anvender, og derfor er det heller ikke så nemt bare at komme og sige, at nu skal vi anvende noget helt andet.  

- Open source-softwaren og -produkterne kan det samme og er lige så gode, men det er en vaneting. Man har typisk en præference for det, man kender og er tryg ved. Det er meget svært at ændre på. Derfor er pointen her, at vi skal give open source til nogen, der ikke har noget i forvejen. Så slipper vi for hele udfordringen med, at nogen skal skifte fra en løsning til en anden. 

Michael Ørnø mener, at vi allerede har masser af beviser for, at alternative platforme fint kan fungere til statslige brugere. 

- I en række af vores institutioner har vi nogle brugere, der har en Mac. Derfor kan vi naturligvis også have af brugere, der kører en Linux-klient. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre.

- Ved nogle af de forsøg, der er gået galt, har man villet skifte alle brugere over til fra en løsning til en anden. Det tror jeg ikke, at man skal forsøge. Men når man kan have brugere, der kan det hele med deres Mac, kan man naturligvis også have brugere, der kan det med Linux. 

Vi skal finde ud af, hvordan vi bliver en fornuftig aktør i et open source-setup. Man kan sagtens være en snylter, men hvis man vil have god karma og god support, skal man også have noget input til, hvordan man som virksomhed agerer i den verden
Linux skal være fedt
Samtidig advarer han imod, at man kører open source i stilling som en måde at spare penge på, når medarbejdere skal udstyres med en computer. 

- Jeg tror, at vi skal passe på med at gøre open source-løsningerne til noget sekunda. Jeg kunne lige så godt tænke mig at købe nogle fede maskiner og så lægge Linux på dem. 

- På BornHack installerede jeg Linux på en gammel maskine, og det kører fremragende. Men den ville køre endnu hurtigere, hvis det var en helt ny maskine, lyder det fra Michael Ørnø, direktør i Statens IT og næstformand i DANSK IT.   

Michael Ørnø fremhæver, at gevinsten ved de fire workshops på BornHack bl.a. var et styrket netværk i open source-miljøet og meget konkret feedback og gode råd i forhold til de specifikke løsninger. 

DANSK IT var i år for tredje gang med som sponsor på BornHack.

Læs mere om Bornhack.
BORNHACKFORSIDE

Nyhed - Tirsdag - d. 6-8-2019

BornHack bootes i gang på Fyn: DANSK IT hacker med

It- og teknologifestivalen starter på torsdag d. 8. august og er flyttet til nye græsgange: I år afholdes festivalen på Fyn. Festivalen har fokus på udvikling og brug af teknologi og tiltrækker hvert år mellem 300 og 400 entusiaster.