Kompetencer er afgørende for Danmarks position som et digitalt foregangsland

Hvis Danmark og resten af Europa skal være en teknologisk og digital supermagt, kræver det, at arbejdsstyrken har de rette kompetencer, er omstillingsparat og agil til at kunne reagere på de forandringer, der sker. Sådan lød budskabet i debat med topcheferne fra Grundfos, Netcompany og Dansk Metal.

De rette kompetencer er afgørende, hvis Danmark skal kunne bevare og styrke positionen som et digitalt foregangsland.
 
Det var et af hovedbudskaberne i en debat på Den Digitale Scene på Folkemødet på Bornholm. Debatten var arrangeret af Netcompany, og panelet bestod af Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, Mads Nipper, CEO i Grundfos, og André Rogaczewski, CEO & co-founder i Netcompany

De tre topchefer var enige om, at Danmark har gode kort på hånden i forhold til at kunne være en digital supermagt, men også om, at mange af de vigtigste kampe skal tages i regi af EU, da vi ellers er for lille en spiller på et globalt marked. 

Samtidig lagde paneldeltagerne vægt på, at vi skal have en veluddannet arbejdsstyrke, der hele tiden -  sammen med arbejdsgiverne og arbejdsmarkedet i det hele taget - formår at omstille sig. 

- Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at vi nærmest har lidt mindreværdskomplekser i Danmark. Vi kigger hele tiden på udlandet og på, hvem vi kan få øje på, der er bedre end os. Vi må også godt se på, hvilket niveau vi egentlig har i Danmark og på hvor langt, vi er kommet. Vi skal have lidt mere selvtillid, sagde Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal. 

- Det er helt klart, at det uddannelsesniveau, vi har i Danmark, kan være med til at hjælpe os, sagde Claus Jensen om Danmarks muligheder for at være med til at vise vejen for, hvordan hele Europa bliver en teknologisk og digital supermagt.

- Vi er på rette vej med vores uddannelsesniveau i Danmark. Vi har i gennemsnit et ret højt niveau på uddannelser, og det er kanon, at vi har et omstillingsparat arbejdsmarked, som allerede har omstillet sig enormt meget de sidste 20-25 år. 

- Det er stort set de samme mennesker – den samme arbejdsstyrke – vi har været i stand til at udvikle, og det er den vej, vi også skal videre frem, sagde Claus Jensen. 

Afgørende med kompetencerne
Mads Nipper, CEO i Grundfos, var enig i, at Danmark nogle gange er dygtigere, end vi selv tror, vi er, men understregede samtidig, at vi som nation skal balancere mellem, at vi hverken skal have et mindreværdskompleks og eller være selvfede og tro, at vi er verdensmester i alting. 

- Vi er rigtig dygtige til mange ting – f.eks. automatisering og offentlig digitalisering – men jeg tror også, at det er en realistisk erkendelse, at USA og Asien på mange områder er foran Europa. 

- Hvis ikke Europa med Danmark som foregangsland tager sig sammen, løber vi en risiko for, at vi om fem eller 10 år misser det kvantespring, der kan være i vores velstand og værdiskabelse, sagde Mads Nipper om de muligheder, der opstår i takt med den teknologiske og digitale udvikling.  

Samtidig forklarede Mads Nipper under debatten på Folkemødet, at Grundfos anser det som et samfundsansvar være med til at opbygge nye kompetencer i Danmark – også selvom det er en global virksomhed. 

- Vi er en global virksomhed og har 95 procent af vores salg og 70 procent af vores medarbejdere uden for Danmark. Hvis ikke det var fordi, at vi ønsker at være en dansk virksomhed, kunne jeg godt være kynisk og sige, at vi flytter derhen, hvor kompetencerne er. Men vi synes, at en del af samfundsansvaret er at være en dansk virksomhed; vi vil gerne bidrage til både debatten, kompetenceopbygningen og konkurrencedygtigheden i Danmark og Europa. 

BornHack Debatten på Folkemødet: Fra venstre ses Mads Nipper, André Rogaczewski og Claus Jensen.

Agilitet er afgørende under kriser

André Rogaczewski, CEO & co-founder i Netcompany, advarede i debatten om, at vi ikke må tro, at vi har styr på alting, og at Danmark selv kan håndtere alle udfordringer, der måtte opstå i de kommende år:

- Det er ikke mere end 10 år siden, at vi havde en finanskrise, der rystede hele verden. Selvom det går godt nu, spørger mange sig selv, hvornår det går galt igen. Vi har rigtig mange globale problemstillinger, hvor Danmark er en lille fisk. Når det først begynder at storme ude på havet, gælder det om at have de rigtige folk på båden og at kunne sætte sejlene og tage dem ned igen, sagde André Rogaczewski. 

Netcompany-topchefen var ikke i tvivl om, hvordan Danmark også i fremtiden kan vise vejen i forhold til digitalisering og teknologi:

- Vi har brug for agilitet og kompetencer, når det begynder at storme, og derfor må vi ikke blive for selvfede. 

- Det er utroligt vigtigt, at vi beskæftiger os med det rigtige og dygtiggør os, og at vi har en arbejdsstyrke og et arbejdsmarked, der kan tilpasse sig lynhurtigt, sagde André Rogaczewski.
Arbejde

Nyhed - Tirsdag - d. 22-1-2019

Toplederne er ikke i tvivl: Manglen på kompetencer er den største udfordring

Manglen på nye talenter og medarbejdere med de rette kompetencer er en kæmpe udfordring for mange virksomheder i takt med den øgede digitalisering. Faktisk er det den største udfordring og risiko netop nu, konkluderer ny undersøgelse.