Folketingsvalg 2019: Fem skarpe til Rasmus Nordqvist fra Alternativet

Alternativets politiske ordfører og erhvervsordfører, Rasmus Nordqvist, vil gøre privacy by design til fundamentet, når vi vælger it-systemer i det offentlige, og så skal Danmark være et digitalt foregangsland. Her svarer han på fem spørgsmål fra DANSK IT i forbindelse med folketingsvalget.

Rasmus Nordqvist

Rasmus Nordqvist (Å), kan du kort beskrive din politiske vision for fremtidens digitale Danmark?


- Jeg tror på princippet om individuel selvbestemmelse og lige muligheder for alle borgere og virksomheder. I Alternativet arbejder vi for et digitalt bæredygtigt Danmark, som tager ansvar for vores retssikkerhed og ret til privatliv på internettet, fordi både demokrati, velfærd og markedsøkonomi bygger på princippet om selvbestemmelse og lige muligheder. 

- Jeg ser derfor et agilt digitaliseret Danmark for mig. Et land som både lovgivningsmæssigt, praktisk og miljømæssigt bliver et digitalt foregangsland, hvor privatliv, bæredygtighed og dataudnyttelse går hånd i hånd.

Hvad er for dig at se det vigtigste argument for, at mere digitalisering er vejen frem? 

- Digitaliseringen af vores samfund er ikke til at stoppe. Fremtiden er digital. I morgendagens offentlige sektor, i erhvervslivet og i hjemmet. Vi kan ikke drømme os tilbage til en verden uden computere, iPads og mobiltelefoner. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi får noget positivt ud af udviklingen. Og hvordan laver vi nogle systemer og en infrastruktur, som ikke betyder, at miljøet kommer til at betale prisen for vores enorme digitale forbrug. 

- Og her ser jeg masser af fantastiske muligheder, hvis vi udviser rettidig digital omhu og ikke forsvinder i skærmens todimensionelle verden. 

Hvilke barrierer er der for realiseringen af dine digitale visioner?

- Den største barriere lige nu er, at befolkningen eller rettere den enkelte borger ofte glemmes. Når politikere i dag taler om digitalisering, virker det kedeligt at snakke om digitale borgerrettigheder i stedet for innovation og vækstfremmende forhold for virksomheder. 

- Der tales en smule om privacy, men ellers handler det meste om, hvordan vi kan skabe vækst og arbejdspladser gennem øget digitalisering. Uanset hvad kræver det, at vi investerer i de rigtige systemer. Det vil sige systemer, som ikke bare skaber økonomisk vækst (eller besparelser), men også systemer som passer på borgerne. 

- Hvad gør vi for at beskytte os mod bagsiden og følgerne af den øgede digitalisering? Må børn have deres telefoner tændt i timerne? Må de tage billeder af hinanden i frikvartererne? Hvilken sikkerhed har vi for at SIRI ikke lytter med og optager ud i rummet, når man ikke lige ved det?  

- Jeg savner en minister, som også tog sådanne problemstillinger op, fordi det i bund og grund handler om vores alle sammens frihed og frihed til at være fri for digitaliseringens verden. Derfor så jeg gerne, at der blev skabt et digitalt ministerium med en dertilhørende stærk it-minister.

Hvis du skal pege på ét område, hvor digitaliseringspotentialet er særligt stort, hvad bliver det så?

- Digitalisering handler ikke bare om økonomisk vækst og smarte besparelser. Det handler om at skabe forbedringer i samfundet. Når vi forstår det, er det vigtigt at vende blikket mod digital dannelse. Digital dannelse er et livslangt projekt, hvor man gennem hele livet bliver kompetent på den digitale front. 

- Det kræver livslang uddannelse, og det oplever jeg ikke, at man i dag tager seriøst. Og det betyder, at hele samfundsgrupper glemmes. Her findes en enorm opgave og et enormt potentiale.

- Når det er sagt, kommer vi ikke uden om systemerne. Vi skal gøre privacy by design til fundamentet, når vi vælger it-systemer i det offentlige. Det kræver, at vi afsætter de nødvendige økonomiske rammer til også at udvikle systemerne og den tilhørende infrastruktur. 

- Det dur ikke, at vi har en masse smarte systemer, hvis det hele er drevet på sort energi, og miljøet betaler prisen. Når disse systemer og strukturer først er udviklet og implementeret, kan vi eksportere dem til resten af verden, så vi får udgifterne tjent hjem. 

- Vi ved, at dansk kvalitet er respekteret ude i verden. Så når der står "Made in Denmark" på et produkt, ved omverdenen, at det er lavet ordentligt. Sådan skal det også være på it-området.

Hvad er din vigtigste politiske mærkesag, når det kommer til it og digitalisering? 

- Solide, gennemtænkte løsninger. Vi skal finde løsninger, som både giver mening ift. den enkelte borgers retssikkerhed, vores fælles velfærd og erhvervslivets konkurrenceevne. 

- Danmark skal investere, både i vores uddannelser, gennem vores offentlige indkøb og vores energi-infrastruktur, så vi kan udvikle et internationalt og stærkt eksportbrand som det land, der leverer bæredygtige digitale løsninger med menneskeligt, miljømæssigt og økonomisk overskud på bundlinjerne.

Flere politiske interviews
DANSK IT interviewer i forbindelse med folketingsvalget 2019 en række af de kandidater, der har klare holdninger til it og digitalisering. Herunder kan du læse og lytte til vores interviews med Torsten Schack Pedersen fra Venstre og Ida Auken fra Radikale Venstre: