Ekspertgruppe udgiver anbefalinger: Sådan sikrer vi den digitale dannelse
Dansk IT og Dansk Magisterforening nedsatte i efteråret 2018 en uafhængig ekspertgruppe, der skulle komme med en række anbefalinger til, hvordan vi i Danmark kan sikre den digitale dannelse. Anbefalingerne lanceres på arrangement ved Dansk Magisterforening i aften. Følg med live på nettet.
Clement Kjærsgaard leder showet i aften, når Dansk IT og Dansk Magisterforening afholder lanceringsarrangement for vores fælles ekspertgruppes anbefalinger til dannelse i et digitaliseret samfund fra kl. 17-18.30.
Arrangementet, der i første omgang var fastsat til at skulle afholdes på Christiansborg, blev i sidste øjeblik flyttet til Dansk Magisterforenings lokaler, da der var ekstraordinær stor tilslutning. Derfor er det også muligt at følge begivenhederne streamet live.
Aftenens hovedpunkt bliver anbefalingerne til dannelse i et digitaliseret samfund (hent dem her), som er resultatet af næste et års arbejde i den uafhængige ekspertgruppe nedsat af Dansk IT og Dansk Magisterforening.
Klaus Kvorning Hansen, tidligere formand for Dansk IT’s udvalg for digitale kompetencer har været begejstret for samarbejdet:
- Vi har i Danmark et massivt efterslæb på de digitale kompetencer. Særligt i forhold til de refleksive kompetencer er vi bagud på point, hvilket har rigtige konsekvenser for rigtige mennesker. Samarbejdet med Dansk Magisterforening sikrer at vi får alle perspektiver med i analysen og ved løsningerne.
På arrangementet kan du blandt andet høre formanden for ekspertgruppen Bjørn Ilsø i samtale med Clement om, hvordan man arbejder med teknologiforståelse på de videregående uddannelser, lektor på Københavns Universitet Annemette Thorhauge fortæller om arbejdet med anbefalingerne, og Ole Sejer Iversen fra Aarhus Universitet vil udfolde sin pointer om digital dannelse på arrangementet.