DANSK IT's bestyrelsesformand fylder 60 år

Lisa Herold Ferbing, bestyrelsesformand i DANSK IT og tidligere forbundsformand i Djøf, runder et skarpt hjørne. Hendes karriere har bragt hende vidt omkring i dansk erhvervsliv.

Den 10. marts 2019 fylder Lisa Herold Ferbing, bestyrelsesformand i DANSK IT, 60 år. Lisa Herold Ferbing er professionelt bestyrelsesmedlem, cand.jur. og executive coach. Karrieren startede, da hun som 22-årig nyuddannet jurist fik job i en import/eksportvirksomhed. I 1985 kom hun til Nordeas juridiske afdeling (privatbanken). Her beskæftigede hun sig i en 10-årig periode med alle facetter af erhvervsret og it-ret. 

I 1996 foretog hun et karrieskift til bankens Cash Management-afdeling, hvor hun igennem 15 år havde ansvaret for på erhvervsområdet at opbygge, udvikle og forankre bankens salg og rådgivnings-organisation inden for cash management. Først i Danmark som country manager og efterfølgende blev hun udnævnt til vicedirektør i 2006 i de tre andre nordiske lande.

I 2011 foretog hun endnu et karriereskift til stillingen som direktør for konsulenthuset The Leadership Company. Hun havde siden 2005 både uddannet sig i og arbejdet med coaching-baseret ledelse i praksis.

Sideløbende med karrieren bestred hun i mange år flere tillidsposter særligt i Djøf Privat. I november 2011 blev hun valgt som forbundsformand for Djøf. Fødselaren ynder at understrege, at hun ikke blev valgt som den første kvindelige formand i Djøf, men som den første privatansatte formand. Hun trådte af som formand i 2018, hvor hun efter Djøf’s vedtægter ikke længere kunne genvælges. 


Formand for DANSK IT
I 2018 blev hun valgt til formand for DANSK IT, der netop i 2018 selv kunne fejre 60-års jubilæum. I DANSK IT er det særligt danskernes digitale kompetencer på tværs af faggrupper og aldersgrupper, der er en mærkesag for Lisa Herold Ferbing. Hun kan nu selv fejre 60-års fødselsdag, mens DANSK IT har en markant medlemsfremgang. Foreningen er over det seneste år vokset til nu at have knap 9.400 medlemmer.  

Lisa Herold Ferbing har gennem de seneste år coachet over 150 ledere i det private og offentlige. Mange ledere kender Lisa Herold Ferbing som en nærværende og støttende coach, men også en coach, der udfordrer og har fokus på handling og det at tage ansvaret for sin egen situation. Hun er præget af et positivt livs- og menneskesyn, der gør hende god til at fokusere på potentialet hos det enkelte menneske og de organisationer, hun er med til at udvikle.

Hun er i dag også formand for en række mindre børsnoterede investeringsforeninger, for repræsentantskabet i Lån og Spar Bank og sidder i bestyrelsen for Invest Administration. Hun har siddet i Hofors bestyrelse (2014 - 2018) og Akademikernes bestyrelse og har også flere andre poster på CV’et.

I fritiden lades op med masser af yoga, herunder det årlige ophold i Indien, ferier i huset i Portugal og ture med jagthunden. Hun holder af de mange familietraditioner og fester, der binder en efterhånden stor familie sammen. Familien består af ægtefællen Ole Ferbing, statsautoriseret revisor og fhv. partner i Deloitte, tre voksne børn, to svigerbørn og to børnebørn.

DANSK IT ønsker Lisa Herold Ferbing et stort tillykke med de 60 år.

Lisa herold Ferbing