DANSK IT opretter 5G-arbejdsgruppe: Vær med til at sikre innovativ anvendelse af 5G i Danmark

Du har nu mulighed for at deltage i afgørende idéudvikling af, hvordan Danmark kan få mest mulig gavn af de kommende 5G-netværk. Målet med ny 5G-arbejdsgruppe er, at DANSK IT skal bidrage med et konkret 5G-idékatalog.

Medlemmer af DANSK IT har nu mulighed for at søge om optagelse i en ny arbejdsgruppe for 5G, der forventes at træde i kraft i løbet af foråret.

Arbejdsgruppens opgave bliver at stå for idéudviklingen af, hvordan danske virksomheder og organisationer kan udnytte 5G på en innovativ måde. Slutresultatet vil være et overskueligt idékatalog til innovative 5G-projekter. 

Baggrund 
5G bliver en central teknologisk platform for næste generations digitale tjenester, uanset om vi taler smart cities og internet of things eller it-løsninger i sundhedssektoren, landbruget eller industrien. 

5G er designet til at kunne understøtte langt flere tilkoblede enheder (nødvendigt i en IoT-verden), latency/forsinkelsen er langt bedre på 5G end 4G (vigtigt ifht. robotter, virtual reality, selvkørende biler etc.), og 5G vil give mulighed for gigabit-forbindelser over mobilnettet.

Endelig bliver det med 5G muligt at lave såkaldt ‘network slicing’, hvor der kan være flere netværk på samme 5G-netværk, hvilket åbner for nye digitale tjenester, hvor ekstra høj netværks-pålidelighed er en forudsætning.  

Men 5G er bare en teknologisk platform, og værdien bliver først skabt med de konkrete løsninger og projekter, der kan gøre en forskel. Spørgsmålet er derfor, hvad Danmark skal bruge de nye teknologiske muligheder til? Det skal arbejdsgruppen for 5G være med til at finde svar på.

5G-netværk i Danmark
Allerede næste år vil de første 5G-netværk være en realitet i Danmark. Regeringen har netop fremlagt en 5G-handlingsplan (PDF). Her lyder det blandt andet: 

Danmark skal have en smidig og effektiv udrulning af 5G-net, og vi skal være blandt de bedste i verden til at anvende teknologien.

Det fremgår dog også af 5G-handlingsplanen, at der er et stort behov for at sikre en innovativ 5G-anvendelse, og at der mangler konkrete business cases – ellers kommer vi ikke til at udnytte det enorme potentiale, der er i 5G: 

5G-nettene kommer ikke af sig selv. Forudsætningen for, at teleselskaber vil rulle nettene ud, er, at der er efterspørgsel efter tjenester, som forudsætter 5G.

Fra det offentliges side drejer det sig om at skabe de rette rammer for udrulningen af 5G. Samtidig kan offentlige myndigheder og institutioner bidrage ved at efterspørge avancerede digitale løsninger, som understøttes af 5G til brug for deres opgaveudførelse. Fra erhvervslivets side drejer det sig om at se og udnytte potentialet i de løsninger, som 5G giver mulighed for.

Bliv medlem af arbejdsgruppen for 5G
Målet med DANSK IT’s arbejdsgruppe for 5G er at udarbejde et konkret idékatalog, der kan være med til at sikre en innovativ 5G-anvendelse i Danmark. Vi vil også komme til at diskutere en række af de dilemmaer, Danmark skal håndtere, når 5G bliver en realitet; herunder privacy, dataetik og datasikkerhed. 

Det er i høj grad de it-professionelle, der kan udtænke og realisere de innovative 5G-projekter - og samtidig kan have de kritiske briller på i forhold til, hvordan vi finder balancen mellem at udnytte mulighederne med 5G og internet og things og ønsket om at bevare privatlivets fred. Med over 9.300 individuelle medlemmer er DANSK IT godt rustet til at kunne spille en central rolle for dette.  

Du søger om optagelse i arbejdsgruppen for 5G ved at skrive en kort begrundet ansøgning til Kim Stensdal, chef for kommunikation og viden i DANSK IT, på ks@dit.dk

Ansøgningsfristen er den 19. marts 2019.

5G