Medlemsundersøgelsen 2018: DANSK IT har fået flere medlemmer – og tilfredsheden stiger også
Hvert andet år tager DANSK IT temperaturen hos foreningens medlemmer. I den nye medlemsundersøgelse er det en noget anderledes og markant større forening, som viser sig i undersøgelsens tal. Siden sidst har DANSK IT nemlig oplevet en medlemsfremgang fra 7000 til 8200 medlemmer. Den generelle medlemstilfredshed er ligeledes steget.
Til gengæld synes medlemmerne stadig, at der er for mange arrangementer i Hovedstaden og for få rundt omkring i landet. Det er der råd for, da der allerede nu ligger en plan klar for at sikre flere arrangementer i hele Danmark i form af blandt andet de gratis Meet & Inspire-arrangementer. Læs mere om det her
Ny formand i DANSK IT
Siden foreningen fik Lisa Herold Ferbing som ny formand i starten af året, er der blevet lagt en ny kurs. Foreningen skal være stedet, hvor medlemmernes store digitale faglighed udvikles og udnyttes, til at sikre Danmarks digitale førsteplads langt ind i fremtiden.
Når spurgt hvilke politiske indsatsområder DANSK IT bør have særligt fokus på i fremtiden svarede 50 % af respondenterne, at DANSK IT skal spille en aktiv rolle for at løfte danske it-professionelles kompetencer. Visionerne for fremtidens digitale Danmark samt styrkelse af danskernes digitale dannelse og digitale kompetencer er ligeledes blandt top tre svar på hvilke politiske indsatsområder DANSK IT bør satse på.
Den digitale dannelse skal styrkes, og befolkningen skal opkvalificeres, så flere kan komme til at deltage i debatten om, hvilket samfund vi ønsker i fremtiden:
- Pc-kørekortet, som DANSK IT lancerede i slut 90’erne, opgraderede den danske befolkning. På nogle arbejdspladser var det endda obligatorisk. Det gjorde, at arbejdsstyrken blev opgraderet. Tiden er inde til at et nyt pc-kørekorts-projekt kan sættes i vandet, som kan klæde os på med et bredere sæt af digitale kompetencer, som giver os muligheden for at forholde os konstruktivt og kritisk til digitaliseringen.
Det fortæller DANSK IT’s formand Lisa Herold Ferbing og fortsætter:
- DANSK IT’s medlemmer spiller en vigtig rolle i forhold til at give svar på de digitale udfordringer, som den enkelte og samfundet står overfor, idet vi som forening binder mange forskellige fagprofessionelle sammen. Vi tilbyder dem et rum, hvor man kan sætte it-faglighed i spil overfor andre it-professionelle, organisationer og politikere, lyder det fra Lisa Herold Ferbing.
Flere arrangementer, flere steder
I løbet af de første tre kvartaler af 2018 har DANSK IT lavet en række virksomhedsaftaler med store rabatter for medlemskab til de ansatte, hvoraf den seneste med Dansk Metal blandt andet indeholder en aftale om langt flere arrangementer i det vestlige Danmark end tidligere.
Målsætningen passer samtidig fint med to af de vigtige tilbagemeldinger i medlemsundersøgelsen: At medlemmerne føler, at der er fortsat er for dårlig geografisk spredning på foreningens arrangementer, og at medlemmerne har svært ved at finde tid til at deltage i arrangementer, de ellers vurderer har et fagligt givende indhold.
Derudover vil der fremadrettet komme mere fokus på at tilbyde en større og bredere palette af gratisarrangementer til medlemmerne, som i høj grad skal foregå der, hvor medlemmerne er placeret, i samarbejde med nogen af foreningens mange partnere.
DANSK IT er fortsat fri og uafhængig af eksterne leverandører. Det sætter medlemmerne pris på, viser undersøgelsen, og foreningen vil naturligvis fortsætte med at være uafhængig. DANSK IT’s rolle som en fri interesseorganisation, der kan levere de fagligt funderede holdninger og de skarpe kommentarer, uden at frygte politiske repressalier, vil også fortsat være øverst på dagsordenen.
I elsker stadig nyhedsbrevet
Nyhedsbrevet er, ligesom det hele tiden har været, medlemmernes foretrukne kommunikationskanal med foreningen. Nyhedsbrevet, som ikke kun tæller medlemmer blandt dets modtagere, indeholder både faglige artikler, podcasts og webinarer og en kalender over gratis arrangementer og kommercielt indhold som konferencetilbud og kurser.Der vil fremover være endnu mere fokus på at skabe spændende og fagligt interessant indhold til jeres indbakker med nyhedsbrevet. Nyhedsbrevet er kommet for at blive, og der kommer meget mere af det.