IT i praksis 2018-2019 offentliggjort: Manglende kompetencer spænder ben for digitale ambitioner
Digitalisering er kommet øverst på agendaen i det offentlige Danmark. Selvom både forretningsansvarlige og it-ansvarlige har høje digitale ambitioner, er der dog en række barrierer, der bremser realiseringen af dem. Det er en af konklusionerne i dette års IT i praksis.
Mangel på nødvendige kompetencer og færdigheder, ledelsens udfordringer med at forstå og håndtere digitaliseringen og manglende forandringsvillighed i virksomheden. Det er de største barrierer for digitale ambitioner i offentlige danske organisationer.
Det viser den nye undersøgelse IT i praksis® 2018-2019, som Rambøll og DANSK IT står bag. I dette års undersøgelse, der netop er offentliggjort, er både forretningsansvarlige og it-ansvarlige i offentlige virksomheder blevet bedt om at rangere de største barrierer for digitale ambitioner.
De forretningsansvarlige placerer manglen på nødvendige kompetencer på en førsteplads, mens de it-ansvarlige udpeger ledelsens udfordringer med at forstå og håndtere digitaliseringen som den største barriere. Samtidig vurderer begge parter, at blandt andet utilstrækkelig finansiering og ikke-digitaliseringsmoden lovgivning er markante barrierer.
- Vi er i Danmark kommet rigtig langt med at forstå mulighederne med digitalisering, og ambitionerne er bestemt også til stede i det offentlige. Samtidig har vi dog markante udfordringer med blandt andet manglende kompetencer og manglende digital forståelse, og det er væsentlige barrierer for digitaliseringen, som vi skal have taget hånd om, lyder det fra Rikke Hvilshøj, adm. direktør i DANSK IT.
Skal tænke langsigtet
- At medarbejderne har de nødvendige digitale kompetencer, og at de vedligeholdes og udvikles, er afgørende for både medarbejdernes fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet, og for at virksomheder og myndigheder kan realisere deres digitale ambitioner. Derfor er det vigtigt, at både de enkelte virksomheder, medarbejderne selv og vi som samfund tænker langsigtet om kompetenceudviklingen, siger Asger Højen Danielsen, Business Manager i Rambøll.
- I virksomhederne er det især vigtigt, at ledelsen har det som en strategisk prioritering i forhold til digitalisering at forstå barriererne og sætte en retning for forbedrede digitale kompetencer i virksomheden, så barriererne kan overkommes.
Dette års IT i praksis viser også, at flere offentlige virksomheder er blevet bevidste om behovet for at forbedre kompetencerne. 33 procent af de offentlige virksomheder har således i dag en klar strategisk plan for udvikling af medarbejdernes digitale kompetencer.
Det er en markant forbedring fra sidste år, hvor det kun var 17 procent. Det er dog tankevækkende, at der fortsat er 32 procent, som ikke har nogen plan.
Mere om IT i praksis
Det er 23. år i træk, at IT i praksis tager pulsen på danske private og offentlige virksomheders udbytte og udfordringer ved anvendelsen af it og digitalisering. Undersøgelsen er foretaget blandt de 1.000 største private virksomheder i Danmark, samtlige kommuner og regioner samt statslige virksomheder. Mere end 1.000 borgere har deltaget i borgerundersøgelsen.
For at kunne tegne et fyldestgørende billede af både holdninger, udfordringer og tendenser er der skelnet mellem den offentlige og den private sektor i en hhv. dansk og engelsk rapport. Undersøgelsen er gennemført af Rambøll Management Consulting i samarbejde med DANSK IT.
Du kan læse meget mere om konklusionerne fra IT i praksis i den kommende tid her på www.dit.dk.
Hent IT i praksis 2018-19.
Get IT i practice 2018-19.