Massiv interesse for konference om offentlig digitalisering
DANSK IT har i dag den 16/3 skudt konferencen Offentlig digitalisering 2016 i gang. Forude venter de flere end 1.200 deltagere to dage sprængfyldt med debatter og oplæg om digitaliseringen af den offentlige sektor.
Det er fjerde år i træk, at DANSK IT afholder konferencen, der år for år vokser sig større.
- Der er med rette store forventninger til digitaliseringen af den offentlige sektor. Velfærdsteknologi, selvbetjeningsløsninger og digital post har langt hen af vejen gjort mange danskeres hverdag lettere, og har samtidig effektiviseret den offentlige sektor. Men det digitale potentiale er langt fra udnyttet, siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.
Konferencen kommer derfor rundt om alle tænkelige aspekter af offentlig digitalisering. Blandt andet kan man høre, hvordan digitale løsninger kan bruges i behandlingen af folk med psykiske problemer, hvordan it-sikkerheden kan blive højnet, hvordan digitale bydele kan komme borgerne til gavn, hvilke digitale kompetencer, der bliver behov for i fremtiden og meget mere.
Tidligere Obama-rådgiver fortæller om USA's offentlige digitalisering
Flere end 100 oplægsholdere er på programmet. Blandt andre Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, borgmester i Aarhus kommune Jacob Bundsgaard, formand for Danske Regioner Bent Hansen og direktør i KL, Jane Wiis. Fra udlandet kommer blandt andre tidligere Obama-rådgiver Greg Godbout, der giver et indblik i, hvordan man i USA digitaliserer den offentlige sektor.
- Digitaliseringen af den offentlige sektor, er blandt de største offentlige projekter i Danmarkshistorien. Det er derfor vigtigt løbende at drøfte, hvordan opgaven bedst gribes an, så den både kommer borgerne og den offentlige sektor til gavn, fortæller Rikke Hvilshøj.
Konferencen arrangeres af DANSK IT i samarbejde med KL, Danske Regioner, Digitaliseringsstyrelsen, DJØF, SKI, KIT@, ATV og Danske IT-Advokater.