DANSK IT søger Danmarks bedste ide til cybersikkerhed

DANSK IT vil fremme interessen for cybersikkerhed, så der kan blive skabt nytænkning og innovation på området. Derfor er jagten på Danmarks bedste idé til cybersikkerhed nu indledt med KPMG som sponsor. Vinderen af den nystiftede pris præmieres med 25.000 kr.

Er man studerende – eller blot har en god idé inden for cybersikkerhed – er der mulighed for at blive nomineret til DANSK IT’s nystiftede cybersikkerhedspris og vinde 25.000 kr.

- Der er brug for nytænkning inden for cybersikkerhed, hvis borgere og virksomheder skal kunne tage kampen op mod et stadig mere kompliceret trusselsbillede. Cybersikkerhedsprisen belønner den, der viser vejen, fortæller formand for udvælgelseskomitéen Lars Ramkilde Knudsen, der til daglig er professor på DTU.

- Formålet med prisen er først og fremmest at få unge til at interessere sig for cybersikkerhed. Det er ofte dem, der får de skæve idéer, der virkelig kan gøre en forskel. Det er dog ikke et krav, at man er ung eller studerende. Alle gode idéer kan komme med i kapløbet om prisen, så længe de kan implementeres i praksis, forsætter han.

KPMG har valgt at sponsorere prisen, da man har klare forventninger til, at denne nye pris både kan motivere talentfulde studerende samt inspirere andre til at se mulighederne i at vælge cyberforsvar frem for en mere ”lyssky karrierevej”.

- Der er i høj grad brug for, at vi samler alle gode kræfter i kampen for at øge indsatsen omkring cybertrusler. I vores daglige arbejde med rådgivningsopgaver oplever vi i KPMG, at mange af de mest disruptive idéer navnlig kommer fra dygtige, unge cyberspecialister. Derfor har vi store forventninger til netop de idéer og den nytænkning, konkurrencen kan frembringe, udtaler Kasper Carøe, der er partner og ansvarlig for Cyber Security i KPMG.

Udvælgelseskomitéen er nedsat af DANSK IT’s fagråd for informationssikkerhed og består af medlemmer fra DTU, Alexandra Instituttet, Center for Cybersikkerhed, Grazper og Vestas.

Tilmelding til konkurrencen skal ske senest den 1. december 2015. Idéen skal indeholde forslag til en løsning og evt. implementering. Vejledere på uddannelsesinstitutioner kan også indstille deres studerende som kandidater til prisen. Mere info om tilmelding og prisen findes her (intern link)


Prisen bliver uddelt på DANSK IT’s årlige it-sikkerhedskonference den 3. og 4. februar 2016, hvor vinderen også præsenterer sin idé.