Nyhed - Fredag - d. 26-6-2015
Retten til et privatliv kræver gode digitale kompetencer
Børn bør lære at agere i et samfund, hvor der foretages massiv masseindsamling af persondata.
For ikke så længe siden kunne man være sikker på, at private virksomheder ikke vidste, hvilke venner man havde, hobbyer, religion, seksuelle præferencer, hvilke bøger man læste, ens politiske ståsted, helbred og lignede personfølsomme oplysninger.
I dag kan man være sikker på, at de private virksomheder, der lever af at sælge data om vores gøren og laden på nettet, har kendskab til dette. Og, hvis de ikke har det, kan de altid finde ud af det.
Det er nemlig stort set umuligt at være online uden at efterlade sig digitale fodspor. Man regner med, at danske hjemmesider i gennemsnit har over 100 cookies, som sender information om den enkeltes søgninger videre til private virksomheder. Heraf lever mange af virksomhederne af at sælge profiler af den enkelte bruger. Søger man om fx alkoholafvænning, ægteskabsrådgivning etc., kan den profil, der tegnes, være potentielt skadelig for ens sociale liv, karriere, forsikringsmuligheder og lignede.
Staten er ikke i stand til at beskytte borgerne mod denne overvågning. For mange af virksomhederne, der indsamler data om danskerne, er udenlandske, og de føler sig ikke nødvendigvis forpligtet til at overholde dansk lov.
Retten til et privatliv er hermed på vej til at blive et eksklusivt gode for dem, der har så høje it-kompetencer, at de til en vis grad er i stand til at styre de fodspor, de efterlader på nettet.
Hvis vi derfor skal tage det alvorligt, at børn skal lære at færdes sikkert på nettet, handler det om meget mere end at lære dem, at det nok ikke er en god idé at uploade fuldebilleder på Facebook eller skrive tåbelige kommentarer, som vil skræmme kommende arbejdsgivere langt væk.
Det handler i lige så høj grad om at give børn nogle konkrete værktøjer, der gør dem i stand til at færdes nogenlunde anonymt på nettet. Helt anonym bliver man aldrig. Men det at lære børn og unge at anvende kryptering og anonymiseringsværktøjer vil være et stort skridt mod bedre privatlivsbeskyttelse.
At man hermed udstyrer børn og unge med redskaber, som de potentielt set kan anvende til at komme under PET’s og politiets radar, er et interessant dilemma. Men også et dilemma, som er en naturlig konsekvens af, at retten til at have et privatliv, er blevet en rettighed, borgeren selv må håndhæve.
I dag kan man være sikker på, at de private virksomheder, der lever af at sælge data om vores gøren og laden på nettet, har kendskab til dette. Og, hvis de ikke har det, kan de altid finde ud af det.
Det er nemlig stort set umuligt at være online uden at efterlade sig digitale fodspor. Man regner med, at danske hjemmesider i gennemsnit har over 100 cookies, som sender information om den enkeltes søgninger videre til private virksomheder. Heraf lever mange af virksomhederne af at sælge profiler af den enkelte bruger. Søger man om fx alkoholafvænning, ægteskabsrådgivning etc., kan den profil, der tegnes, være potentielt skadelig for ens sociale liv, karriere, forsikringsmuligheder og lignede.
Staten er ikke i stand til at beskytte borgerne mod denne overvågning. For mange af virksomhederne, der indsamler data om danskerne, er udenlandske, og de føler sig ikke nødvendigvis forpligtet til at overholde dansk lov.
Retten til et privatliv er hermed på vej til at blive et eksklusivt gode for dem, der har så høje it-kompetencer, at de til en vis grad er i stand til at styre de fodspor, de efterlader på nettet.
Hvis vi derfor skal tage det alvorligt, at børn skal lære at færdes sikkert på nettet, handler det om meget mere end at lære dem, at det nok ikke er en god idé at uploade fuldebilleder på Facebook eller skrive tåbelige kommentarer, som vil skræmme kommende arbejdsgivere langt væk.
Det handler i lige så høj grad om at give børn nogle konkrete værktøjer, der gør dem i stand til at færdes nogenlunde anonymt på nettet. Helt anonym bliver man aldrig. Men det at lære børn og unge at anvende kryptering og anonymiseringsværktøjer vil være et stort skridt mod bedre privatlivsbeskyttelse.
At man hermed udstyrer børn og unge med redskaber, som de potentielt set kan anvende til at komme under PET’s og politiets radar, er et interessant dilemma. Men også et dilemma, som er en naturlig konsekvens af, at retten til at have et privatliv, er blevet en rettighed, borgeren selv må håndhæve.