Tag politisk lederskab for digitaliseringen
Danmark har brug for, at en kommende regering - uanset farve - stiller sig i spidsen for, at digitaliseringen løfter og skaber sammenhæng i hele samfundet.
Nu er der valg. Det sker jo en gang imellem.
Og måske er det en god lejlighed til at overveje, hvordan vi sikrer den fremtid, Danmark skal have som en digital førernation - som d-land.På en række af de globale rankings over d-lande er Danmark stille og roligt faldet fra superligaen til 1. division.
Der er godt nok nogle, der har talt sig varme på, at de enkelte undersøgelser har deres fejl og ikke helt viser det korrekte billede, men man skal have hovedet helt ind i busken for at overse tendenserne.
Samtidig står vi over for en ny offentlig digitaliseringsstrategi, der skal være et bud på, hvordan fremtiden for d-landet skal skabes.
Heldigvis har man bredt dette arbejde ud og involveret mange parter i arbejdet. Det er en rigtigt god idé med en strategi.
Spørgsmålet er, hvordan man styrer, støtter og gennemfører strategien. Det er en ledelsesopgave - og et spørgsmål om, hvem der tager ansvar.
Digitalt lederskab og visioner
Man må heller ikke lukke øjnene for, at uanset om vi snakker 0,0 procent, 0,6 procent, 0,8 procent eller et helt andet tal for vækst i den offentlige sektor, er vi på spanden, hvis vi ikke kan udnytte de muligheder, digitaliseringen giver, for at forbedre både den offentlige og den private sektor.Vi har brug for politikere, der kan tage lederskab for den digitale udvikling i lyset af, at it har et stort potentiale for grundlæggende at ændre den måde, samfundet fungerer på.
Så det, jeg efterlyser, er ikke eksekvering i form af embedsmandsværk, men jeg efterlyser politisk, digitalt lederskab og visioner, hvis vi skal markere os i d-land.
Der er skrevet mange bøger om udfordringerne ved at lede forandringsstrategier, og det er langtfra en mindre udfordring ved digitale strategier.
Sammenhæng i hele samfundet
Ligesom mange anfører, at kun en lille del af forandringsstrategierne er lykkedes i virkeligheden, er de fleste også enige om, at både vision og handlekraft fra topledelsen såvel som "buy-in" fra resten af organisationen er afgørende for de strategier, der lykkes.Det er ligesom it i folkeskolen. Det kan godt være, at alle er enige om, at it bør være en del af den almindelige undervisning i de forskellige fag.
Men hvis der ikke er den ildsjæl med visioner om, hvad man kan med de digitale muligheder, risikerer man, at intet sker. Som man ofte siger, er delt ansvar ingen ansvar.
Derfor har Danmark brug for, at en kommende regering - uanset farve - stiller sig i spidsen for, at digitaliseringen løfter og skaber sammenhæng i hele samfundet - og ikke kun løfter den offentlige sektor - og får det skrevet ind i regeringsgrundlaget som en central transformerende samfundsmæssig løftestang.
Og vi har brug for, at der efter et valg bliver sat navn på den politiske leder, der skal tage ansvaret for at bringe Danmark endnu længere frem som et digitalt førerland.
Klummen har tidligere været bragt på Computerworld.dk