Behov for bredbåndsgaranti
Det offentlige bør sikre, at alle kan få bredbåndsadgang med minimum den kapacitet, som initiativerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi kræver, mener DANSK IT.
Bredbåndsadgang er gået hen og blevet en infrastruktur på linje med fysiske infrastrukturer. Men der mangler at blive taget en beslutning om, hvilken hastighed leverandørerne som minimum skal kunne levere, og hvem der skal betale regningen, hvis kravet bliver en underskudsforretning for leverandørerne.
- Hvis det koster teleselskaberne penge, at levere bredbånd af en vis hastighed til adresser i Danmark, er de selvfølgelig ikke interesseret i at levere mere end de er forpligtiget til. Derfor ser vi meget gerne, at man for det første beslutter sig for, hvad der er godt nok, når det gælder bredbåndsdækning. Og for det andet finder ud af, hvordan man finansierer leverandørens eventuelle tab, hvis det koster dem penge at leve op til kravet, siger Per Andersen, direktør, DANSK IT.
DANSK IT mener, at man bør fastsætte en minimums bredbåndskapacitet ud fra, hvad initiativerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi kræver. Og denne kapacitet bliver man nødt til løbende af revidere efterhånden som behovene udvikler sig.
- Alle danskere bør kunne få en bredbåndsdækning, der gør det muligt for dem at få gavn af alle de initiativer, som den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi indeholder. Alle bør fx kunne få en dækning, der gør dem i stand til at anvende de telemedicinske løsninger, som det offentlige har ambitioner om at tage meget mere i anvendelse. Det betyder omvendt også, at det offentlige som udgangspunkt ikke skal anvende telemedicinske løsninger som kræver en højere båndbredde end det fastsatte minimum, siger Per Andersen, direktør, DANSK IT.
Finansieringen kan sikres gennem instrumenter som Universel Service Obligation, som allerede kendes i markedet og af leverandørerne på tværs af EU.
- I stedet for at pålægge den største leverandør en Universal Service Obligation, som det traditionelt er blevet gjort, skal leverandøren eller leverandørerne findes gennem udbud, gerne regionvis. Hvis det i et område kræver en offentlig finansiering, må det være staten der er med til at betale regningen, slutter Per Andersen.
DANSK IT præsenterede sine bredbåndsholdninger tidligere i dag (den 27. februar) på en Christiansborgkonference om, hvordan alle i Danmark får adgang til digital infrastruktur og tjenester i verdensklasse.