Regeringen reducerer i optaget på it-uddannelser

Regeringen vil optage færre på de studier, der har høj ledighed. Det kommer også gå ud over de kortere it-uddannelser. DANSK IT frygter, at det på sigt kan føre til underskud af it-arbejdskraft.

I forrige uge annoncerede Uddannelsesministeriet, at optaget på de videregåede uddannelser, der har høj ledighed skal reduceres. Hårdest ramt bliver de humanistiske uddannelser. Men også optaget på de kortere it-uddannelser skal reduceres.

Her havde man nemlig i 2011 samlet set en ledighed på 13 procent. Og da det er ledighedstallet i 2011, som undervisningsministeriet bruger til at udregne hvilke it-kandidater, der bliver behov for i fremtiden, bliver facit, at optaget på de kortere it-uddannelser skal reduceres med 23 procent. Det svarer til 702 pladser. Især multimedie- og datamatikeruddannelsen rammes.

- Når man bruger denne formel på samtlige uddannelser – fra antropologi til IT -  tager man ikke højde for, at samfundsudviklingen går hurtigere på nogle områder frem for andre. Der findes næppe mange, der vil være uenige i, at it-området udvikler sig ekstremt hurtigt, og at beskæringer her er forbundet med større risiko for at kunne føre til underskud af arbejdskraft, siger Klaus Kvorning Hansen, der er formand for DANSK IT’s udvalg for digitale kompetencer.

- Det havde været mere intelligent at basere reduktionerne i optaget på en analyse af de fremtidige behov i stedet for historiske data, fortsætter han. 

Især risikoen for en reduktion i optaget til datamatikeruddannelsen, vækker bekymring hos DANSK IT.

- Små og mellemstore virksomheder er begyndt at få øjnene op for datamatikeres kompetencer inden for blandt andet webudvikling. Den udvikling, er vi overbevist om, vil forsætte. Desuden er datamatikeruddannelsen siden 2011 – som er det årstal regeringen baserer sine beregninger på - gået hen og blevet hovedfødekæden til flere professionsbacheloruddannelser. Kapper man det led, er der alt andet lige risiko for, at der kommer færre af de højtuddannede specialister, som erhvervslivet mangler, fortæller Klaus Kvorning Hansen.

Det er uddannelsesstederne selv, der skal fordele nedskæringen på konkrete fag inden for de områder, som regeringen har udpeget. I praksis betyder det, at uddannelsesstederne står over for at finde ud af hvor meget de vil reducere i optaget på multimedie- og datamatikeruddannelsen.

- Blandt uddannelsesinstitutionerne kan der være forskellige interesser, der spiller ind i forhold til, hvordan reduktionen i optaget håndteres. Vi opfordrer til, at man med skarpt øje for fremtidens behov og beskæftigelser så objektivt som muligt vurderer, hvor der skal skæres, slutter Klaus Kvorning Hansen. 

Listen over uddannelser, som skal reducere i optaget, kan ses her (eksternt link)

Offentliggjort på dit.dk den 10. oktober 2014.