PANDORA vinder EA-pris

Den danske smykkegigant PANDORA får pris for deres effektive indsats for at binde it og forretningen sammen. Prisen er stiftet af DANSK IT. Det kan ofte være en svær øvelse at skabe resultater, sammenhæng og struktur i store, komplekse virksomheder. I PANDORA er det dog lykkes i særlig høj grad.

 

Til venstre ses Jan Staack, formand for DANSK IT’s dommerkomité til højre ses Claus Thorsen, Enterprise Architect, Group IT, PANDORA

Her har PANDORA gennem to personer dedikeret til disciplinen Enterprise Arkitektur (EA) formået at skabe en unik forståelse af, hvordan Pandoras afdelinger, processer, projekter og it-systemer fungerer. En forståelse, der gør det muligt præcist at se og forudse på hvilke områder, der er behov for ændringer i forhold til best practice - såvel eksternt som internt. Det bliver nu belønnet af DANSK IT med EA-prisen 2013.

- At PANDORA i løbet af kun to år har formået at få klarlagt arkitekturen i deres globale organisation, der tæller flere end 7.000 ansatte, mange projekter, afdelinger og it-systemer, er imponerende, siger Jan Staack, formand for DANSK IT’s dommerkomité, og tilføjer: - PANDORA har formået at udvikle en forståelse og et metodeapparat, som dokumenterer og vejleder forretningsudviklingen og it-understøttelsen, hvilket giver en høj grad af forandringsparathed. Hermed kan der findes en balance mellem de korte og langsigtede investeringer, fortæller Jan Staack.

I alt deltog 16 virksomheder i konkurrencen om årets EA-pris. Blandt dem valgte dommerkomiteen at indstille 4 nominerede.
Det var:

  • SparNord
  • LOGSTOR A/S
  • Det digitale vandselskab
  • PANDORA A/S

Prisen blev overrakt på DANSK IT’s EA Konference den 12. november 2013, der fandt sted på IT Universitet i København.