Sæt strøm til lokalpolitikken
Den offentlige digitalisering kører af sted med fuld fart. Inden 2015 skal al kommunikation med det offentlige som udgangspunkt foregå digitalt. Samtidig har kommunerne og regionerne store forventninger til at bruge velfærdsteknologi, så borgerne med behov for hjælp bliver langt mere selvhjulpne. Gevinsterne er effektivisering og forhåbentlig også større frihed og bedre service til den enkelte borger.
Det må derfor undre, at lokalpolitikere tilsyneladende holder igen med at gøre digitaliseringen til en del af deres politiske program. For blandt vælgerne ikke alene fylder digitaliseringen mere og mere, vælgerne har også klare holdninger.
Fx bakker mere end halvdelen af danskerne - ifølge undersøgelsen IT i praksis 2013 fra Rambøll Management - op om, at der anvendes velfærdsteknologi til personlig pleje og omsorg. Samme undersøgelse viser også, at danskerne har holdninger til i, hvilke situationer de vil kommunikere med det offentlige via selvbetjening, mail, personligt fremmøde eller telefonen.
Med en vælgerskare, der har holdninger til digitaliseringen burde der være fri bane for, at lokalpolitikerne kommer på banen med deres visioner for, hvordan digitaliseringen skal skabe værdi i netop deres kommune eller region.
Den debat, der foregår, handler ofte om man er for eller imod digitaliseringen. Om det går for hurtigt, om de, der har svært ved at bruge en computer sættes uden for samfundet. Alt sammen vigtigt at debattere, men også emner som ikke handler om de konkrete digitale tiltag eller mangel på samme, der foregår på lokalt plan. Her burde, der være masser af muligheder for at markere sig som lokalpolitiker.
Lokalpolitikerne kunne fx gå til valg på, at de vil kæmpe for, at kronikere skal have tilbud om at blive hjemmemonitoreret i eget hjem, så de slipper for tidskrævende kontrol-besøg på sygehuse. Politikerne kunne gå til valg på, at man skal have mulighed for genoptræning i hjemmet via digitale værktøjer. De kunne kæmpe for udvikling af digitale undervisningsformer i folkeskolerne.
Mulighederne er mange, da digitaliseringen er i færd med at gøre en kæmpe forskel på samtlige centrale velfærdsområder, hvad enten det er ældreområdet, social- og sundhedsområdet eller folkeskoleområdet.
Der burde altså være stemmer i at have visioner for den digitale udvikling. Men noget tyder også på, at lokalpolitikere med klare visioner giver bedre løsninger.
Undersøgelsen IT i praksis 2013 viser nemlig også, at så snart lokalpolitikerne spiller en aktiv rolle med at formulere visioner og mål for digitaliseringen, får kommunens digitale initiativer meget mere borgerfokus. Dermed handler strategien om at levere digitale løsninger, der giver mere værdi for borgerne frem for om at spare penge. I de kommuner, hvor politikerne ikke har digitale visioner, er der en klar tendens til, at digitaliseringen alene handler om at minimere omkostningerne.
Digitalt engagerede lokalpolitikere er derfor et helt centralt element i den komplicerede proces, det er at levere digitale services af høj kvalitet til borgerne. Derfor bør flere lokalpolitikere på banen med digitale mærkesager.
Indlægget har tidligere været offentliggjort i Jyllands-Posten den 3. november.