Ny formand for DANSK IT

På DANSK IT’s generalforsamling tidligere i dag (den 30. maj) blev Carsten Nørgaard, it-direktør i VP SECURITIES A/S valgt til ny formand for DANSK IT. Carsten Nørgaard har mere end 20 års erfaring fra it-branchen, hvor han især har arbejdet med finansiel it.

Med valget af Carsten Nørgaard, er det en it-direktør med et langt karriereforløb i den finansielle sektor, der kommer til at stå i spidsen for Danmarks ældste it-interesseorganisation. DANSK IT har siden 1958 været talerør for danske it-professionelle og er desuden er en veletableret udbyder af kurser, konferencer, netværk og certificeringer.

Carsten Nørgaard er uddannet civilingeniør fra DTU og har tidligere været afdelingschef i BG Bank/Real Danmark og underdirektør i Nykredit A/S. I dag er han CIO i VP SECURITIES A/S (det tidligere Værdipapircentralen). Carsten Nørgaard har desuden været medlem af DANSK IT’s bestyrelsen siden 2009, været næstformand siden 2012 og har i en årrække været medlem af foreningens Strategiske netværk for CIO’s.

Det er således en it-direktør med et indgående kendskab til DANSK IT, der overtager formandskabet efter vicedirektør, Koncern-it, Københavns Universitet, Klaus Kvorning Hansen, der har været formand siden 2009, men efter to valgperioder ikke ønskede at genopstille.

- Klaus Kvorning Hansen har lagt et stort arbejde i at præcisere retningen for DANSK IT de kommende år, samt skabe en model for den rigtige identificering og timing af de tilbud, vi udbyder på markedet. Desuden har han har været en stærk stemme for DANSK IT i den offentlige debat, hvor han blandt andet har talt varmt for behovet for gode it-kompetencer som afsæt for vækst og jobskabelse, for velfærdsteknologi og meget mere, siger Carsten Nørgaard.

Carsten Nørgaard ønsker at bygge videre på dette arbejde.

- Med den omfattende faglige kompetence og energi, der er i DANSK IT’s enkelte udvalg og fagråd, samt den store gruppe af it-professionelle, der er medlem af foreningen, har vi et stærkt fundament for at give it-fagligheden en klar stemme i samfundsdebatten. Desuden giver det et godt afsæt for at kunne sammensætte kurser og konferencer med de rigtige emner og oplægsholdere, fortæller Carsten Nørgaard.

Han påpeger, at i takt med, at it indgår i stadig flere elementer i såvel det offentlige som i industrien, bliver udfordringerne for de it-professionelle stadig større.

- Der er et øget fokus på at få den maksimale værdi ud af den enkelte krone, både i forhold til investeringer og løbende omkostninger. Og da digitalisering er den mest vækstskabende faktor på tværs af brancher, er de it-professionelles kompetencer afgørende for at bevare og skabe nye, effektive og innovative arbejdspladser, lyder det fra den nye formand.

Kigger man på Danmark som helhed, er det ifølge Carsten Nørgaard vigtigt at fortsætte den debat om Danmark som d-land (digitalt land) som DANSK IT’s Danmark 3.0-projekt er primus motor for.

- Det er vigtigere end nogensinde før at få sat digitaliseringen på den politiske dagsorden. Digitaliseringen er i færd med at skabe lige så store samfunds-forandringer som da industrialisering i sin tid omdannede Danmark fra landbrugssamfund til industrisamfund. Digitaliseringen rejser derfor en række spørgsmål omkring selve den måde, vi indretter Danmark på, slutter Carsten Nørgaard.

To nye bestyrelsesmedlemmer

På generalforsamlingen blev der også valgt to nye bestyrelsesmedlemmer. Lars Fogtmann, adm. direktør for kursusvirksomheden JUC og Poul Erik Mølgaard Rasmussen, Managing Partner og CEO i Flex-Force Consultants indtræder i bestyrelsen. Desuden var der genvalg til it-sikkerhedschef i GN Store Nord, Ingrid Colding-Jørgensen.

DANSK IT’s bestyrelse 2013/14 består af:

Formand

CIO Carsten Nørgaard
VP SECURITIES
formand@dit.dk

Næstformænd

Global Alliance Manager Annette Ibsen
Tieto

Managing Consultant Thomas Juhl
PA Consulting Group

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Regionsdirektør Mikkel Hemmingsen
Region Syddanmark

Afdelingsdirektør Martin Simonsen
Danske Bank

Direktør Per Tejs Knudsen
cBrain

It-sikkerhedschef Ingrid Colding- Jørgensen
GN Resound og GN Netcom

Managing Partner og CEO Poul Erik Mølgaard Rasmussen
Flex-Force Consultants

Adm. direktør Lars Fogtmann
Kursusvirksomheden JUC