Nyhed - Torsdag - d. 4-4-2013
Folkeskolereform mangler digitale målsætninger
Regeringens udspil til en folkeskolereform indeholder bekymrende lidt om, hvordan it og digitalisering konkret kan være med til at højne kvaliteten af undervisningen. En parentes på en halv side med budskaber, der er blevet gentaget det sidste halvandet år, er det blevet til.
Blandt andet er det ikke nyt, at alle folkeskoler skal have en it-infrastruktur, der virker – eller, at it skal anvendes i større omfang i forbindelse med afgangsprøver. Sådanne målsætninger burde være selvfølgeligheder, og man må da også forvente, at alle folkeskoler kommer i mål hermed om få år.
I hvert fald er det ikke pengene, der mangler. I alt er der afsat 1 ½ milliard til digitale læremidler og infrastruktur i folkeskolen.
Når vi som it-professionelle alligevel frygter, at mange af folkeskolernes it-investeringer ikke vil komme til at gøre en stor forskel, er det fordi, ingen rigtigt har defineret nogle klare mål for, hvad folkeskolen egentlig skal bruge al denne it til.
Blandt andet viser, undersøgelsen IT i Praksis 2012 fra Rambøll Management, at i blot fire ud af ti kommuner har man formuleret resultatkrav til brugen af digitale læremidler og udviklingen af undervisernes kompetencer.
Konsekvensen ved på denne måde ikke at have nogle klare mål for brugen af it i undervisningen er, at det er vanskeligt for læreren at vide, hvilke digitale kompetencer de skal udvikle hos sig selv og hos eleverne. Det er også vanskeligt at købe fornuftigt ind af it-udstyr og digitale undervisningsprogrammer, hvis skolerne ikke ved, hvilke mål materialet skal understøtte.
Denne uklarhed afspejler sig da også i selve udspillet til folkeskolereformen. Det bliver ved de generelle vendinger som, at ”digitale kompetencer og digital understøttelse af undervisningen skal tænkes ind i alle fag og øvrige aktiviteter”.
Uklarheden kan undre. For mulighederne er mange. Digitale læringsmidler gør det blandt andet muligt at lave mere differentieret undervisning. Digitale undervisningsværktøjer kan motivere computerspilsglade, men skolemæssigt umotiverede elever. Og så kan digitale værktøjer være med til at bygge en fleksibel heldagsskole, som ikke er bundet op på, at eleverne tilbringer X antal timer på en specifik skole. Hvorfor fx ikke tilbyde online undervisning og lektiehjælp som supplement til den traditionelle undervisning.
Det kan ligeledes undre, at man ikke erkender, at it-kompetencer er basale kompetencer på linje med det at læse, regne og skrive. Og at det derfor er på tide, at man definerer, hvilke basale digitale kompetencer man skal lære i folkeskolen. Det kunne være som et særskilt fag, hvor der ikke kun sættes fokus på, hvordan it bruges, men også på hvordan man skaber nyt med it. For hvis børn og unge uddannes til blot at blive forbrugere af teknologi, får vi ganske enkelt ikke udnyttet digitaliseringens enorme potentiale.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorinis (S) svar i Jyllands-Posten kan læses her
I hvert fald er det ikke pengene, der mangler. I alt er der afsat 1 ½ milliard til digitale læremidler og infrastruktur i folkeskolen.
Når vi som it-professionelle alligevel frygter, at mange af folkeskolernes it-investeringer ikke vil komme til at gøre en stor forskel, er det fordi, ingen rigtigt har defineret nogle klare mål for, hvad folkeskolen egentlig skal bruge al denne it til.
Blandt andet viser, undersøgelsen IT i Praksis 2012 fra Rambøll Management, at i blot fire ud af ti kommuner har man formuleret resultatkrav til brugen af digitale læremidler og udviklingen af undervisernes kompetencer.
Konsekvensen ved på denne måde ikke at have nogle klare mål for brugen af it i undervisningen er, at det er vanskeligt for læreren at vide, hvilke digitale kompetencer de skal udvikle hos sig selv og hos eleverne. Det er også vanskeligt at købe fornuftigt ind af it-udstyr og digitale undervisningsprogrammer, hvis skolerne ikke ved, hvilke mål materialet skal understøtte.
Denne uklarhed afspejler sig da også i selve udspillet til folkeskolereformen. Det bliver ved de generelle vendinger som, at ”digitale kompetencer og digital understøttelse af undervisningen skal tænkes ind i alle fag og øvrige aktiviteter”.
Uklarheden kan undre. For mulighederne er mange. Digitale læringsmidler gør det blandt andet muligt at lave mere differentieret undervisning. Digitale undervisningsværktøjer kan motivere computerspilsglade, men skolemæssigt umotiverede elever. Og så kan digitale værktøjer være med til at bygge en fleksibel heldagsskole, som ikke er bundet op på, at eleverne tilbringer X antal timer på en specifik skole. Hvorfor fx ikke tilbyde online undervisning og lektiehjælp som supplement til den traditionelle undervisning.
Det kan ligeledes undre, at man ikke erkender, at it-kompetencer er basale kompetencer på linje med det at læse, regne og skrive. Og at det derfor er på tide, at man definerer, hvilke basale digitale kompetencer man skal lære i folkeskolen. Det kunne være som et særskilt fag, hvor der ikke kun sættes fokus på, hvordan it bruges, men også på hvordan man skaber nyt med it. For hvis børn og unge uddannes til blot at blive forbrugere af teknologi, får vi ganske enkelt ikke udnyttet digitaliseringens enorme potentiale.
Det digitale bidrag til en ny folkeskolereform bør derfor ikke kun handle om, hvordan teknologien kan understøtte traditionelle undervisningsmetoder, men også om, hvordan man giver eleverne kompetencer til at skabe og formidle ny viden, ideer og produkter digitalt. Begge ting kræver, at der er politikere, der tør sætte nogle klare digitale mål for fremtidens folkeskole. Indlægget har tidligere været bragt i Jyllands-Posten, og kan læses her
Børne- og undervisningsminister Christine Antorinis (S) svar i Jyllands-Posten kan læses her