Forandringsledelse er jo alt det konkrete og ukonkrete

Morten Press, EA hos Danske Bank, får inspiration og input til, hvordan han og resten af banken kan gribe forandringsledelse an, når han deltager i netværksmøder om forandringsledelse. En kompliceret men nødvendig disciplin for de fleste.

- Forandringsledelse er jo ikke en ny disciplin, men det er en disciplin, som vokser sig større. Nok fordi det er gået op for mange, at forandringer ikke kun handler om teknologi og projektledelse, men også meget om hvordan man gøder jorden, så den egentlige ændring rodfæster sig, gror sig stærk, forbliver stærk og leverer de ønskede benefits. Det handler dermed også om mennesker, og hvordan man som organisation bliver god til at forstå dynamikkerne i forandringer, fortæller Morten Press, Senior Enterprise arkitekt ved Danske Bank, og fortsætter;

- Ofte har ledelser kun, eller vælger kun, at have fokus på de håndgribelige, målbare og ofte tekniske temaer, hvorimod den gode kommunikation, den grundige forberedelse af forandringen, balancering af organisationens forandringskraft op imod ledelsens ambitioner og meget mere, ofte bliver nedprioriteret eller bagatelliseret. Forandringsledelse er det hele, og mere til i en samlet pakke. Det er alt det konkrete og ikke mindst det ukonkrete.

Morten Press sidder til dagligt på kontor i Ejby. Han har været medlem af Dansk IT´s netværksgruppe Forandringsledelse siden 2019.

- Jeg har tidligere været en del af netværksgruppen Enterprise arkitektur, men efter jeg var blevet certificeret i Forandringsledelse, var jeg interesseret i at blive ved med at holde mig opdateret om disciplinen, og så skiftede jeg netværksgruppe.

Morten Press, Senior Enterprise Architect hos Danske Bank. Netværksmedlem af Forandringsledelse

Bruger sin faglige viden i Danske Banks transformation

Mortens viden og interesse for forandringsledelse kommer til gavn i hverdagen i Ejby, da Danske Bank, ligesom så mange andre steder, er i gang med en større agil transformation.

- Selvom jeg ikke har ledelsesansvar i den massive forandringsøvelse, vi er i gang med hos Danske Bank, får jeg en masse viden og inspiration fra netværksmøderne, som jeg kan bruge i min hverdag, forklarer Morten og fortsætter,

- Netværksmøderne giver mig et bredere perspektiv på, hvordan man kan gennemføre en forandring. Jeg får viden om andre metoder at gøre tingene på. De emner, vi taler om, og de ting eksterne oplægsholdere fortæller os, rammer ned i, hvad vi drøfter på kontoret. Det bekræfter os i netværksgruppen om, at vi beskæftiger os med aktualitet, og hvad der rør sig inden for forandringsledelse pt.

Diversitet blandt netværksmedlemmerne

Netværksmedlemmerne mødes fire gange om året. Møderne begynder kl. 10.00, hvilket betyder, at netværksmedlemmerne kan nå indbakken og måske tage et enkelt møde, inden de ankommer til netværksmødet.

Møderne slutter tidligt eftermiddag, så det også er muligt at nå lidt arbejde efter hvert netværksmøde. På den måde afsætter du ikke en hel dag til netværksmødet og kommer for meget bagud med dit eget arbejde.

Ofte har netværksfacilitatoren Bente Holm Skov inviteret en ekstern oplægsholder til at holde et oplæg om et emne, som netværksmedlemmerne har valgt på forhånd. På den måde sikres det, at gruppen beskæftiger sig med de emner, som netværksmedlemmerne er optaget af.

Udover oplæg bliver der også brugt god tid på at tale om, hvad der optager medlemmerne.

- Vi er en meget åben netværksgruppe. Vi taler om de svære og vanskelige ting til netværksmøderne, og der er en klar forståelse af, at vi er i et fortroligt rum. Vi sparrer og giver konkrete, kærlige og ærlige råd til hinanden, fordi vi gerne vil gøre hinanden dygtigere, fortæller Morten og afslutter,

- Vi kommer fra mange forskellige organisationer og både fra det private og det offentlige. Selvom det på papiret ligner en meget forskelligartet gruppe, skaber det bare en stor bredde af viden, som bliver produceret til netværksmøderne, og jeg får indblik i, hvordan andre brancher griber forandringsledelse an. At vi er så forskellige, er også en ideel mulighed for at kaste nogle ting op i luften og få sparring til, hvordan jeg løser en udfordring, fordi de andre medlemmer nogle gange har helt andre perspektiver på problemstillinger, end du og din organisation har.


Mere om Forandringsledelse

  • 4 årlige møder
  • Mødested: København 
Forandringsledelse

Forandringsledelse

I netværksgruppen får du inspiration til, hvordan du og din organisation kan drive forandringer og imødegå krav om forandring

Netværksgrupper

Få faglig sparring, ny viden og stærke relationer